Roskilde Tekniske Gymnasium
Design og produktion - Maskin

 

Faget henvender sig til dig, som er interesseret i at designe, formgive og udvikle komponenter og appararter i plast, stål og andre metaller. 

Du lærer at arbejde i et maskinværksted og fremstille dele til apparater du selv har designet.

Undervisningen tager udgangspunkt i teoretisk og eksperimentelt arbejde, der samles i projektarbejder. Det er vores mål, at du opnår kendskab til praktiske og videnskabelige arbejdsmetoder, samt at du bliver god til at dokumentere og formidle dit arbejde. Herved bliver du godt rustet til din videre uddannelse.


Der arbejdes med 4 nøgletemaer
(1-4) og 2 valgtemaer (5-6):

1) Produktudvikling
Vi arbejder med udvikling af et produkt fra idé til produktion. Vi tegner i 3D CAD, fremstiller arbejdstegninger, samlingstegninger, styklister og fremstiller et produkt i værkstedet. Vi giver et prisoverslag på produktet, samtidig med at vi ser på kvaliteten.
Vi øver os i de almindelige processer i et maskinværksted, eksempelvis svejsning, drejning, fræsning, boring, gevindskæring og meget mere.

2) Produktions- og procesovervågning:
Vi arbejder med målemetoder, der anvendes før, under og efter at komponenterne er fremstillet.

3) Automation og styringsteknik:
Du arbejder med simple pneumatiske, hydrauliske eller elektriske kredsløb, som du anvender i dine projekter.

4) Materialeteknologi:
Vi beskæftiger os med materialernes egenskaber, fremstilling, afprøvning og anvendelse. Vi tester materialer og sætter teori og praksis sammen.
Der ud over har skolen valgt følgende valgtemaer:

5) Processer:
Vi arbejder med spåntagende og spånløs bearbejdning af stål, messing, aluminium og plast. Vi benytter værktøjer af HSS og HM og lærer at vælge korrekte bearbejdningsparametre. Vi fremstiller emner med tolerancer der passer til den valgte pasning.

6) Konstruktion:
Du lærer metoder til at sætte elementer sammen og opnår kendskab til de almindeligste maskinelementer (kæder, tandhjul, lejer m.m.). Du lærer at dimensionere din konstruktion således, at den ikke bryder sammen (statik og styrkelære).

Sidst på skoleåret fordyber vi os i temaet konstruktion.

 

Undervisningen gennemføres som:

· Projektarbejder, hvor du ofte kan præge arbejdet efter interesse. 

· En blanding af gruppearbejde, individuelt arbejde og emneundervisning
· Praktisk arbejde i værkstedet
· Besøg på virksomheder

En del af et projekt vil blive gennemført i samarbejde med studieretningsfagene og dansk som en del af studieområdet del 2.


Timetal:

Der er 275 timers undervisning i faget.


Skriftlige opgaver:

Fire projektrapporter, hvor det sidste er dokumentation for dit arbejde i det afsluttende projekt (eksamensprojektet).


Eksamen:

Der er projektprøve i faget. Projektprøven betyder, at du udarbejder et afsluttende projekt, hvor du har ca. 100 timer af undervisningen til projektet. Projektet afsluttes med, at du afleverer en projektrapport og et produkt, samt en mundtlig prøve, hvor du fremlægger dit projekt.

Eksempler på produkter fra gennemførte eksamensprojekter: Gokart, dampmaskine, stirling-motor, blide, bordtennisbold-kanon, vindmølle, lerduekaster, drinks-maskine, automatisk fiskefodring og forbrændingsmotor.  

NB: Såfremt der ikke er tilstrækkeligt mange elever, der vælger Design og Produktion - maskin eller Design og Produktion - el, vil en del af undervisningen blive gennemført samlet