Fravær for elever/kursister på RTS
Proceduren er udarbejdet på baggrund af: Hovedbekendtgørelsen for erhvervs-uddannelser Bek. nr.22 af 12/01/2010 og Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser, hvor man kan læse yderligere. Denne procedure kan virke meget omfangsrig, da den skal dække mange forhold. Denne procedure skal danne baggrund for skolens øvrige procedure på de enkelte afdelinger.
Generelt
Mødepligt Der er mødepligt og alt fravær registreres. Eleverne skal deltage i undervisningen efter reglerne for den pågældende uddannelse. Når en elev er fraværende, skal han/hun meddele dette til skolen kl. 08.00 og 9.00 den første fraværsdag og evt. til sin mester. Når eleven igen møder på skolen, skal han/hun aflevere en fraværsseddel, eller på anden måde dokumentere fraværet. Der kan laves individuelle aftaler i henhold til elevens uddannelsesplan.
Elever kan med lærerens accept arbejde med studierelevante opgaver udenfor skolens "normale" fysiske rammer i undervisningstiden, forudsat at læreren er orienteret om, hvor eleverne befinder sig.
Registrering
Lærerne registrerer altid elevernes fravær. Læreren noterer fravær i protokollen eller i skolens elektroniske fraværsregistrering, som overføres til elevplan og på HTX til Lectio. Kontaktlærer/klasselærer har ansvar for at gennemgå lovligt / ulovligt fravær og viderebringe oplysningerne til elevadministrationen, som eventuelt retter lovligt til ulovligt fravær. Ulovligt fravær er når eleven ikke har en lovlig grund til fraværet og eks. meldt sig syg rettidigt og/eller ikke har afleveret fraværsinformation.
Den enkelte lærer skal handle, når en elevs fravær i hendes/hans undervisning får betydelige konsekvenser for dennes udbytte af undervisningen. Den enkelte lærer skal give skriftlig besked til den ansvarlige kontaktlærer på et elevnotat eller mail. Elevnotatet kan hentes på skolens interne platform Fronter.
Konsekvenser af fravær Registreret fravær danner grundlag for samtaler, advarsler, udelukkelse fra fortsat undervisning og tilbud om specialpædagogiske foranstaltninger. Det kan på EUD få betydning for udbetaling af AER til mestre med lærlinge. Desuden indgår den i revisionens arbejde.
Når fraværet er af et vist omfang får elever, forældre til elever under 18 og eventuelle mestre en skriftlig meddelelse om fraværet på foranledning af kontaktlæreren/klasselærer. Breve afsendes fra skolens elevsekretariater, så kopi arkiveres med elevens øvrige papirer.
Hvis fraværet skyldes sygdom og lignende, kan skolen iværksætte sygesupplerende undervisning under og/eller efter sygdomsperioden.
Forskellige procedurer
Ved fravær i enkelte fag tager faglæreren skriftlig kontakt til kontaktlæreren. Er fraværet af alvorlig karakter skal kontaktlæreren tage en samtale med eleven og UE vejlederen. De taler med eleven og evt. dennes forældre og finder dernæst sammen frem til en ansvarlig løsning på det konkrete problem. Faglæreren kan i givet fald indstille til den ansvarlige lærer, at der anvendes samme procedure som ved generelt fravær. I så tilfælde kan der meddeles advarsel/udelukkelse fra fortsat undervisning.
Har en elev forsømt al undervisning i mere end en uge uden at have henvendt sig til skolen, skal kontaktlæreren handle. Der vil være forskel på handlingen ud fra elevens situation. Se oversigt over brevskabeloner.
Er eleven under 18 år, skal alle breve om sagen sendes til eleven og dennes forældre/ værge. Har eleven uddannelsesaftale, skal praktikvirksomheden også informeres.
Eleven og eventuelt elevens mester kan følge dennes fravær på elevplan.dk/lectio.
Procedure for elever uden uddannelsesaftale ved EUD
Der skal reageres ud fra de forhold der er til stede.
Hvis eleven ikke møder første dag eller i den første uge har fravær uden telefonkontakt, skal kontaktlæreren give besked til elevadministration om at sende et bekymringsbrev,” hvor er du”?
Første advarsel gives skriftligt, når eleven har nået et fravær på ca. 32 lektioner (dog allerede ved 16 lektioner på de korte uddannelser under 10 uger), Kontaktlæreren giver besked til elevadministration om at sende dette brev, der gør eleven klar over, at vi er bekymrede for hans eller hendes fraværs udvikling.
Anden advarsel gives skriftligt, når eleven ikke lever op til de individuelle aftaler, der er indgået i forhold til kravet om mødepligt. Når behovet for en formel advarsel er til stede, skal kontaktlæreren give besked til elevadministration om at sende dette brev, hvor vi skal have en kontakt med eleven inden 4 hverdage. Herefter aftales hvad der skal ske for at eleven kan fortsætte i uddannelse.
Udmeldelse sker når eleven ikke lever op til de aftaler der er indgået efter anden advarsel eller ikke har reageret på denne. Kontaktlæreren giver besked til elevadministration om at sende dette brev, i brevet er der vedlagt vores udmeldelsesblanket som ønskes udfyldt, underskrevet og sendt retur i vedlagte svarkuvert. Derudover bliver eleven gjort bekendt med sin klageret iht. Bekendtgørelserne.
Elever med uddannelsesaftale EUD Kontaktlæreren sender ved fravær, en gang ugentligt, brev til mester om elevens fravær. Hvis eleven får et samlet fravær på 10% eller derover fremsendes brev til mester, elev og evt. forældre hvor der efter behov kan indkaldes til et møde.
Hvis eleven får et samlet fravær på 15% eller derover fremsendes, efter samråd med mesteren og evt. det faglige udvalg, brev til mester, elev og evt. forældre om konsekvensen for det fortsatte uddannelsesforløb.
Den "opsættende virkning" af klagesager I henhold til bekendtgørelsen kan eleven fortsætte sin skolegang under en klagesag, med mindre han/hun er blevet midlertidigt hjemsendt eller udelukket fra fortsat undervisning. I så tilfælde er det op til skolen eller ministeriet at bestemme, om eleven kan fortsætte på skolen, indtil sagen er afgjort.
Se i øvrigt skolens overordnede Ordensregler.
Såfremt fravær skønnes at være af længere varighed skal eleven have en samtale med U & E - vejleder eller kontaktlæreren. Hvis fraværet ikke er dokumenteret med fraværsseddel, vil fraværet for elever med uddannelsesaftale få konsekvenser for mesterens udbetaling fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.
Fravær på HTX
Skolen registrerer alt fravær på Lectio uanset årsag. Derfor skal eleven i tilfælde af fravær indtaste årsagen samme sted. Eleven har pligt til at deltage i diverse prøver, ekskursioner og hytteture, der arrangeres af skolen. Ved sygdom i disse aktiviteter, er det vigtigt at ringe til kontoret på 46 300 418. I forbindelse med virtuel undervisning - undervisning, hvor eleven ikke behøver at være til stede på skolen – indgår læreren konkrete aftaler med berørte elever om, hvordan de dokumenterer studieaktivitet.
Konsekvenser på HTX ved fravær.
Hvis du har for meget fravær eller mangler at aflevere opgaver, vil det i første omgang være faglæreren eller klasselæreren, der reagere med indkaldelse til samtale. Hvis problemerne fortsætter, indkaldes der til møde med vicerektor, hvor situationen drøftes. Er eleven under 18 år, orienteres dine forældre.
Har eleven en kronisk sygdom eller et handicap, der påvirker fraværet, skal skolen informeres. I så fald tager vi stilling til, hvordan vi kan sikre, at du alligevel kan nå de faglige mål. Skolen kan i givet fald forlange dokumentation fra læge eller sygehus.
Hvis eleven mangler at aflevere en eller flere opgaver, skal der laves en aftale om, hvordan eleven indhenter det forsømte: 1) Der kan aftales ny deadline, hvis det skønnes sandsynligt, at eleven med lidt ekstra tid selv kan klare det. 2) Eleven kan blive pålagt at deltage i lektiecafe.
Mangler eleven så mange opgaver og fravær er så stort, at skolen ikke anser eleven for at være studieaktiv, kan skolen: 1) Meddele SU, at eleven p.t. ikke er studieaktiv, hvilket betyder at SU midlertidigt bliver stoppet. 2) Beslutte, at eleven skal aflægge prøve i alle fag på det pågældende klassetrin. 3) Beslutte, at eleven ikke kan rykke op på næste klassetrin.
Fravær i forbindelse med Kurser
Generelt skal man deltage i hele kurser, man er tilmeldt. De enkelte kurser har fastsat tolerancer for fravær i forhold til udskrivning af deltagerbevis og evt. certifikat. Der kan kræves lægeerklæring for fraværet. Generelt kan siges, at fravær over 20% ikke kan accepteres.
Klagemuligheder
Der er mulighed for at klage til undervisningsministeriet over de sanktioner skolen iværksætter, hvis eleven/kursisten ikke overholder skolens fraværs-, studie- og ordensregler. Klageproceduren er som følger: 1) Der skal afleveres en skriftlig klage til skolen senest 2 uger efter at vi har iværksat sanktionen. 2) Skolen udarbejder en udtalelse om grundlaget for sanktionen. 3) Eleven får mulighed for at se skolens udtalelse og kommentere den; det får eleven en uge til. 4) Klagen, skolens udtalelse og dine eventuelle kommentarer sendes til ministeriet.
Det er studievejledernes opgave at hjælp eleven med en evt. klage.
|