| Afsnittet beskriver de grundliggende forhold som betinger afdelingens virke.
1.1 Afdelingen Vilvorde er lokaliseret på Roskildegården, Køgevej 131, Søndermarksgården, Søndermarksvej 2 og et værksted m.m. på Søndermarksvej 9.
På Vilvorde udbydes de uddannelser og aktiviteter, som er samlet under indgangen "Dyr, planter og natur": - Grundforløbet "Dyr, planter og natur" - Produktionsgartner - Væksthusgartner - Anlægsgartner - Dyrepasser - Blomsterbinder - Greenkeeper - Skov- og naturtekniker - Diverse kurser
Afdelingen har cirka 700 årselever.
1.2 Ansatte Afdelingen beskæftiger cirka 80 medarbejdere. Lærerne er hortonomer, agronomer, biologer, skov- og landskabsingeniører, teknikere, gartnere, folkeskolelærere og landmænd. Udover lærerstaben er der tre medarbejdere i elevregistreringen, en mediegrafiker, en pedel, tre værkstedsassistenter, to driftsledere, en bibliotekar, kantinepersonale, fastansatte elever, og medarbejdere i flexjob og jobtræning.
1.3 Målsætning Uddannelsesudbud Vilvorde skal være det grønne uddannelsescenter på Sjælland. Vi tilstræber at udbyde alle uddannelser indenfor EUD og "særlige forløb" på det grønne område samt at tilbyde en bred vifte af efteruddannelse (EUD enkeltfag, åben uddannelse og AMU). Desuden vil vi videreføre traditionen med at udvikle nye uddannelser.
Organisatoriske indsatsområder Vi styrker den overordnede planlægning og skemalægning ved at have en funktion som skema- og IT-koordinator. Vi er samtidig i gang med at videreudvikle vores kursusafdeling bestående af kursuskoordinator, virksomhedskonsulent og en primær lærergruppe, idet årselevantallet er stærkt voksende på kursusdelen.
Samarbejde Vilvorde ønsker at øge samarbejdet med andre skoler og organisationer inden for det grønne område.
Pædagogik Vi udvikler løbende nye undervisningsformer som understøtter elevernes ansvar for egen læring. Samtidig udvikler og anvender vi specielt tilrettelagte forløb for svage elever for at tilgodese alle elevtypers behov.
Skolemiljø Vilvorde skal være et rart sted at være for elever, kursister og ansatte. Der skal være et passende udbud af undervisere og faciliteter, så både undervisningen og det sociale har optimale vilkår. Vi ønsker i stigende grad, at skolen også bruges til kulturelle arrangementer, så vi bliver kendt for andet og mere end undervisning samt at vi møder nye målgrupper.
Ansatte Vi tilstræber at have en bredt sammensat medarbejderstab. Medarbejderne arbejder sammen i faggrupper samt mindre grupper (teams) omkring de enkelte undervisningsaktiviteter. I det enkelte team kan lærere fra flere faggrupper indgå.
|