Pædagogisk målsætning

Den pædagogiske målsætning skal ses i sammenhæng med skolens overordnede målsætning.

Det skal kendetegne undervisningen at den bygger på sammenhængen mellem teoretiske og praktiske elementer i uddannelserne, så eleverne anvender og udvikler deres viden og kunnen i undervisningen.

Vi vil udvikle elevernes mod til selv at tage ansvar og beslutninger. Vi ønsker at eleverne skal blive bedre til at samarbejde og gensidigt drage nytte af hinandens viden og kunnen.

Det er et mål for os at søge og udvikle pædagogiske metoder, så undervisningen hele tiden giver eleverne de bedste muligheder for at lære og udvikle sig fagligt, alment og personligt.

Det er et mål for os at undervisningen giver den enkelte elev mulighed for at afprøve sig selv og faget for at sikre at eleven har truffet det rigtige uddannelsesvalg. Vejledning og evaluering skal indgå som en naturlig del af undervisningen, i dialog mellem elev, kammerater og lærere. Vi støtter elever med manglende forudsætninger og handicaps.

Vi vil understøtte pædagogisk udvikling ved at give muligheder for pædagogiske forsøg som f.eks. nye eksamensformer, projektarbejde og "ansvar for egen læring", så undervisningen er en kombination af varierede arbejdsformer og metoder.

Vi ønsker fleksible pædagogiske og fysiske rammer omkring undervisningen som tilgodeser de forskellige arbejdsformer og metoder og giver eleverne medindflydelse.

Vi ønsker at undervisningen skal overskride klasserummets grænser og inddrage samarbejdspartnere, internt, lokalt, nationalt og internationalt for at gøre eleverne bredere fagligt, kulturelt og socialt.