|
Princippet om mål- og rammestyringen forvaltes på Roskilde Tekniske Skole ved at der udarbejdes målsætninger, politikker og strategier med baggrund i viden og holdninger. Viden og holdninger handler om udvikling af mennesker. Et effektivt målsætningsbaseret arbejde kræver at målsætningerne er et resultatet af en udvikling, af vidensindsamling, af vidensformidling, af diskussion. Ikke bare i ledelsen, men på hele skolen. Det er en vedvarende proces.
Overordnet målsætning for Roskilde Tekniske Skole.
Uddannelsesbillede Roskilde Tekniske Skole skal tilbyde et bredt spektrum af uddannelser, med hovedvægten lagt på erhvervsuddannelser, teknisk gymnasium, videregående teknikeruddannelser og med et varieret udbud af efteruddannelser, kurser og andre aktiviteter. Skolen ønsker at udvikle sine uddannelser så vi bevarer deres kvaliteter og samtidig stimulerer nye kulturer og færdigheder.
Samarbejde Skolen ønsker at samarbejde med andre skoler og skoleformer til gavn for vore interessenter, skolen og samfundet. Formålet er at give de gode tilbud til så mange som muligt og udnytte skolens og samfundets ressourcer på en fornuftig måde.
Service, information og vejledning Vi ønsker at satse på et højt service- og informationsniveau med beskrevne procedurer i forhold til elever, studerende, kursister, ansatte og interessenter. Vi vil blive bedre til at synliggøre vore kvaliteter og styrke vor profil bl.a. gennem en større udadvendthed i forhold til det lokale erhvervsliv.
Skolen skal give sine elever, studerende og kursister tilbud om uddannelses- og erhvervsvejledning samt personlig vejledning. Vejledningen skal tage udgangspunkt de interesser eleverne m.fl. har. Den skal være saglig og kvalificeret. Vejledningen skal være opsøgende hvor der er behov for det.
Pædagogik
Undervisningen skal ruste vore elever alment, samfundsmæssigt, teknologisk, fagligt, tværfagligt og håndværksmæssigt, og give dem gode forudsætninger for at træffe personlige valg.
Uddannelserne skal give eleverne international kompetence. Vi arbejder på at lærerne samarbejder om tilrettelæggelse af uddannelserne, og at lærerne og eleverne samarbejder om planlægningen af undervisningen. Det skal kendetegne skolen at vi udnytter hinandens kvalifikationer og ressourcer på tværs af fag og uddannelser, så eleven forstår samspillet mellem fagene og opnår det bedst mulige udbytte af sit ophold på skolen.
Skolemiljø Vi ønsker at skolens miljø skal være præget af åbenhed, respekt, alsidighed og mangfoldighed. Skolen skal være præget af det brede uddannelsesudbud og af de mange forskellige mennesker og kulturer som dagligt befinder sig på skolen. Den skal være et centrum for sociale, kulturelle og teknologiske aktiviteter. Skolen arbejder på at skabe de bedst mulige fysiske rammer omkring vore uddannelser, så undervisningslokaler, opholdsområder og udenomsarealer virker indbydende og motiverende på lysten til at lære, være og arbejde i skolens rammer.
Ansatte Skolen er kendetegnet ved en organisationsstruktur, som skal give den enkelte ansatte indflydelse og ansvar, såvel i forhold til sit arbejde, sin situation og udvikling som i forhold til skolen og dens udvikling. Skolen skal være præget af at de mange forskellige faggrupper som er ansat på skolen, arbejder sammen om at tilbyde vore elever m.fl. den bedst mulige uddannelse, efteruddannelse og service.
Internationale aktiviteter Det er målet at de internationale aktiviteter på Roskilde Tekniske Skole skal tilvejebringe en forståelse blandt elever og lærere for internationale forhold og sammenhænge, for derigennem at styrke mulighederne for at kunne begå sig i et mere og mere internationalt samfund. Med internationale forhold tænkes ikke kun på kulturelle og sociale forhold, men også på en lang række forhold som relaterer sig til livet i Danmark som f.eks. faglige, pædagogiske, uddannelsesmæssige, samfundsmæssige, teknologiske og arbejdsmarkedsrelaterede forhold.
Målsætning for Roskilde Tekniske Skoles øvrige aktiviteter (Ø-aktiviteter)
Ø-aktiviteter er de aktiviteter som ligger ud over erhvervsuddannelserne og teknisk gymnasium.
Det er skolens målsætning at udvikle ø-aktiviteterne for at tilgodese lokale uddannelses- og udviklingsbehov, forstærke skolens betydning som aktør i udviklingen af erhvervsskolerne og de uddannelser de tilbyder, og placere skolen i international sammenhæng.
Ø-aktiviteterne er væsentlige for skolens udvikling, idet de skal:
- give mulighed for udnyttelse af skolens ressourcer og en fleksibel beskæftigelse af lærerne
- stimulere lærernes faglige og personlige udvikling til gavn for grunduddannelserne
give os erfaring med udvikling og planlægning som vi har brug for i de kommende år hvor skolen skal kunne omstille sig løbende.
Roskilde Tekniske Skole vil:
- uddanne voksne
- udvikle fleksible kursus- og uddannelsesformer
- skabe tværfaglige forløb
- prioritere længerevarende forløb
- udvikle konsulentvirksomhed
- deltage i uddannelsesdebatten.
.
Pædagogisk målsætning
Det skal kendetegne undervisningen at den bygger på sammenhængen mellem teoretiske og praktiske elementer i uddannelserne, så eleverne anvender og udvikler deres viden og kunnen i undervisningen.
Vi vil udvikle elevernes mod til selv at tage ansvar og beslutninger. Vi ønsker at eleverne skal blive bedre til at samarbejde og gensidigt drage nytte af hinandens viden og kunnen.
Det er et mål for os at søge og udvikle pædagogiske metoder, så undervisningen hele tiden giver eleverne de bedste muligheder for at lære og udvikle sig fagligt, alment og personligt.
Det er et mål for os at undervisningen giver den enkelte elev mulighed for at afprøve sig selv og faget for at sikre at eleven har truffet det rigtige uddannelsesvalg. Vejledning og evaluering skal indgå som en naturlig del af undervisningen, i dialog mellem elev, kammerater og lærere. Vi støtter elever med manglende forudsætninger og handicaps.
Vi vil understøtte pædagogisk udvikling ved at give muligheder for pædagogiske forsøg som f.eks. nye eksamensformer, projektarbejde og "ansvar for egen læring", så undervisningen er en kombination af varierede arbejdsformer og metoder.
Vi ønsker fleksible pædagogiske og fysiske rammer omkring undervisningen som tilgodeser de forskellige arbejdsformer og metoder og giver eleverne medindflydelse.
Vi ønsker at undervisningen skal overskride klasserummets grænser og inddrage samarbejdspartnere, internt, lokalt, nationalt og internationalt for at gøre eleverne bredere fagligt, kulturelt og socialt.
|