Aftalen er en rammeaftale der refererer til § 11 i arbejdstidsaftalen: Øvrige opgaver, og omhandler tid til lærernes deltagelse i møder og konferencer.
1.
Aftalen omfatter tid til møder og konferencer, der ikke er omfattet af andre aftaler. Eksempelvis lærermøder, pædagogiske dage, seminarer, konferencer, områdemøder, visse teammøder, MUS-samtaler og møder indkaldt af ledelsen.
2.
Tid til møder aftales i de decentrale lokalaftaleudvalg. Aftalerne skal give klarhed over og sikkerhed for, hvornår der udløses tid til møder og konferencer mv.
3.
Der tildeles udover selve mødetiden også tid for øvrigt tidsforbrug i forbindelse med mødet/konferencen. Som eksempler kan nævnes forberedelse og efterbearbejdning af mødet, rejsetid, afrapportering mm.
4.
Der kan indgås akkorder, der helt eller delvis omfatter tid til mødedeltagelse.
5.
Det skal aftales, hvem der har kompetence til at indkalde hvilke møder.
6.
Det skal aftales, hvordan registrering af mødetid foregår. Som udgangspunkt er det uddannelseschefen/rektor, der har ansvaret og forpligtelsen.
7.
Der skal aftales retningslinjer ved sygdom og aflysninger.
8.
Aftalen er udarbejdet den 20. december 2000 med virkning fra den 1. januar 2001 til eventuel opsigelse af én af parterne. Aftalen er gennemgået og ajourført den 17. august 2011. Aftalen kan opsiges af én af parterne med mindst 3 måneders varsel til den 1. januar.