Sund mad er vigtig for næring og læring

Landbrugsskolen Sjælland i Høng har som den første landbrugsskole i landet fået Nøglehulscertificering af Fødevarestyrelsen. For at kunne få certifikatet har køkkenpersonalet været på kurser, og der indkøbes og serveres fx mad med flere fibre og mindre fedt. Certifikatet blev overrakt under morgenmaden på skolen torsdag den 19. november af Susanne Ross, som er konsulent i styrelsen:

- Landbrugsskolen Sjælland er et godt eksempel på den bevægelse, som Fødevarestyrelsen oplever på uddannelsesinstitutionerne. Man vil gerne servere sund og nærende kost i kantinerne. Det er faktisk det bedste tidspunkt, fordi unge mennesker er modtagelige, når det gælder om at få dem til at ændre madvaner, forklarer Susanne Ross.

Motiverer til det sunde valg

Landbrugsskolen Sjælland har et skolehjem, hvor eleverne kan bo, og der serveres mad flere gange hver dag. Køkkenleder Gitte Larsen fik overrakt udmærkelsen, og hun oplever, at madvaner kan være svære at rokke ved, men det går i den rigtige retning: - Vi taler med eleverne om mad, fx hvad der får dem til at vælge fra eller til, når der serveres mad, hvor det grønne nøglehulsmærke er tydeligt. Samtidig forsøger vi at anrette maden, sådan at de får spist lidt af det hele, siger Gitte. Til aftensmaden placeres salaten fx forrest i buffeten, og kødet som det sidste. Selv små tilskyndelser har en stor betydning for valget af mad og drikkevarer, fordi eleverne reagerer på de tilbud, der nu er. - Når vi indtager for meget usund mad og drikke har det tit noget at gøre med, at vi bliver det tilbudt. Derfor synes jeg også, at det er meget positivt, at skolen fx ikke har sodavandsmaskiner på gangene, siger Susanne Ross.

Eleverne er glade for maden

Mads Strøbæk bor og er elev på skolen. Han er glad for, at den sunde mad er tydelig på bordet. Han styrketræner nemlig en hel del sammen med nogle de andre elever i træningsrummet på skolen. - For mig er det vigtigt at spise mindre fedt og mere protein. Det mætter bedre, og jeg vil gerne være mæt og klar til undervisningen, når den går i gang, fortæller han.

Sund mad har altid været på menuen

Det er ikke noget nyt, at der serveres sund mad i kantinen på Landbrugsskolen Sjælland, men for Gitte og medarbejderne i køkkenet er det rart at få anerkendelsen fra Fødevarestyrelsen.

- Vi har ændret lidt på vores indkøb af pålæg. Men ellers har det ikke været en kæmpe omvæltning at få udmærkelsen, fordi vi længe har været bevidste om den sunde mad og fordi medarbejderne er med på ideen. Vi håber, at vi kan påvirke eleverne til at vælge sundt, også efter de er uddannet, forklarer køkkenlederen.

 Læs mere om nøglehulscertificeringen

Se billederne

Udskriv