Dyrepasserelever vinder legat

Brogaardens Trivselslegat uddeles til elever på landets dyrepasseruddannelser. I år er det første gang legatet uddeles, og det tilfalder tre elever fra Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde.

De tre dyrepasserelever Louise Andersen, Nicholas Mark Sørensen og Lotte Jensen fik overrakt legatet ved en reception torsdag den 21. juni på Vilvorde.

Legatet, der er på 30.000 kr., fordeles ligeligt mellem tre elever fra de tre uddannelseslinjer forsøgsdyr, zoo og hest.

- Jeg er utroligt stolt over at have fået legatet. Jeg håber, at mit projekt vil kunne bruges rundt om i mange zoologiske haver, fortæller en vinderne, Lotte Jensen efter overrækkelsen.

En imponeret uddannelsesleder

Uddannelsesleder Dorthe Kold Navntoft fra Roskilde Tekniske Skole er imponeret over de tre elevers præstation:

- Jeg kan se det i øjnene på de tre elever. De er så glade og stolte over at have vundet legatet, og så giver det ekstra meget mening. Vi skal skabe de her muligheder for eleverne for at folde deres talent ud og virkelig vise, hvor dygtige de er, og at de kan omsætte deres viden og evner til at løse nogle konkrete problemstillinger, fortæller hun.

De tre elevers opgaver indeholder forslag til, hvordan problemstillinger i forhold til dyrehold kan håndteres, og hvordan løsninger kan implementeres i praksis - på hvert deres felt.

Louise kommer med konkrete og enkle værktøjer til at forebygge mavesår hos heste, henvendt til almene hesteejere. Nicholas påviser, hvordan man kan håndtere mus på en måde, så de udviser øget tryghed og lavere stressniveau, fx i laboratorier. Lotte har trænet kongepingviner i Odense ZOO til at anvende vandbassinet mere, hvilket er mere naturligt for dem og højner deres sundhed.

De tre opgaver er udført så flot og med så relevante emner, at de tre kompetente bedømmelsesudvalg tildelte alle dele af legatet til eleverne fra Vilvorde.

Mere sundhed og trivsel til dyr

Brogaarden vil med legatet give de studerende incitament til at gøre en ekstra indsats for at bidrage til afdækning og formidling af viden om sundhed og trivsel hos forsøgsdyr, dyr i zoologiske haver og i hestehold.

- Det er nogle utroligt spændende projekter, vi har set, og det er tydeligt at se, at eleverne har været motiveret af den her mulighed, fortæller Rolf Momberg fra Brogaarden, som er en af Danmarks største virksomheder inden for korn- og foderstoffer, specialprodukter og artikler til hobbydyr.

Erhvervsskolerne indstiller elevernes opgaver. De tre vindere kan bruge legatet til dækning af udgifter i forbindelse med deltagelse i relevante faglige konferencer eller arrangementer.

- Mit projekt er faktisk inspireret af en tilgang, som er startet på uddannelsesinstitutioner i England. Hvis jeg kan få mulighed for det, vil jeg måske bruge legatet til at tage over og besøge dem for at se, hvordan de arbejder, og lade mig inspirere til videre arbejde med dyrene, fortæller en af legatvinderne, Nicholas Mark Sørensen.

- Hos Brogaarden er vi stolte over at have sået dette frø og håber, det bliver en tradition, siger Rolf Momberg.

Fakta

Legatet uddeles foreløbigt årligt i en 3‐årig periode fra 2018-2020.

Læs mere om uddannelsen

 Uddannelsen til dyrepasser

Se billeder

 

Udskriv