|
En er uddannet kok, en har været radartekniker i flyvevåbnet, en kommer hele vejen fra Fyn hver morgen, og en kan behandle din eksamensskræk. Og er du vild med opbakning, gode råd eller gratis morgenmad? Så kan de også levere det. Lærerne på CMK har for de flestes vedkommende en vigtig ting til fælles. Og det er: at de er vilde med at være her! Og at de er her for dig. Her kan du møde nogle af dem.
Thomas er 3D-mand og sweeper

Thomas Grønlund Thomsen er lærer i 3D og fungerer i øvrigt som sweeper, eller det han selv kalder vejlederens forlængede arm.
"Jeg er uddannet programmør og efter 10 år, havde jeg brug for noget mere kreativt og udadvendt. Dengang nørdede jeg gerne med 3D, og nu underviser jeg i det.
Nogle af de elever vi har her er ikke så udadvendte. Jeg opsøger dem, hvis de ser ud til at have problemer. Jeg er ikke psykolog, men bare en voksen. Og hvis de har brug for hjælp, som jeg ikke kan give dem, kan jeg måske henvise dem til nogle andre".
Gratis morgenmad
"Det er mig, der står for morgenmaden, som vi tilbyder eleverne hver morgen. Her kan de tale med hinanden og lærerne på neutral grund. Det styrker det sociale.
Jeg tager også fotos til vores facebookside CMK-Venner, der bliver brugt flittigt. Det kræver en del tid at administrere, så det er et forsøg, der kører til sommerferien indtil videre".
Facebook-happenings
"Men siden har mange hits, og vi laver små happenings, så der sker uforudsete ting, for at styrke det sociale og den der følelse af at være et kreativt sted. Det kan fx være: Find en lærer i 10-frikvarteret, syng 3 strofer af en julesang for ham eller hende og vind en is".
Kirsten hjælper dig af med din eksamensangst

Kirsten Lyberth Heidelbach underviser på webintegrator-grundforløbet og har været her i 12-13 år.
Jeg er oprindeligt uddannet grafiker, men jeg er også uddannet inden for tankefeltterapi. Den metode bruger jeg, hvis nogen af eleverne har problemer med eksamensangst. Det er en behandling med banketeknik.
Jeg er glad for at være her. Det er godt. Man prøver mange ting, der sker en masse, der er kurser og udfordringer i det hele taget.
Fx er jeg også tillidsrepræsentant, uddannet i førstehjælp og teamkoordinator på grundforløbet.
Torben er uddannet kok

Torben Storm Jensen har været 10 år i forsvaret og er uddannet kok. Han underviser bl.a. i iværksætteri, innovation og kode.
"Det der med at udvikle sider og kode - det har altid været en af mine hobbyer, det er et fedt medie. Og det er kun sjovere, når man kan videregive det til andre. Det er fedt at stå og få formidlet budskabet. Jeg har ingen uddannelse i det, men en masse erfaring".
Noget tændte sig i mig
"Jeg var i forsvaret i 10 år, hvor jeg underviste i våbenteori og i ledelse på officersskolen. Der blev jeg også uddannet som kok, men det var aldrig sådan: Yes, det er fedt! Og når folk snakkede om undervisning, var der bare noget, der tændte sig i mig".
Idéer kan blive til noget
"Jeg er rigtig glad for at være på RTS. Her har vi gode muligheder for at være med til at påvirke uddannelsen. Og får vi en idé kan den tages videre og blive til noget!
Ved siden af jobbet er jeg ungdomstræner i amerikansk fodbold!"
Ady pendler fra Fyn hver dag
Ady Moussa underviser i webudvikling og billedbehandling og har været her siden april 2010. Og så bor han i Odense og står meget tidligt op.
Lige fra jeg var en lille dreng, har jeg nørdet med de her ting. Jeg startede selv på webintegratoruddannelsen i Odense, og blev ansat der bagefter i 9 mdr.
Selvom jeg bor langt væk, er jeg glad for at være her. Det er det hele værd! At få lov til at undervise, og lære et andet menneske noget, de synes er umuligt i starten!
Jeg har de sødeste kolleger og undervisningen er udfordrende. Og så tør vi prøve noget nyt her - og hvis eleverne så er glade for det, så gør vi det!
Kim har været radartekniker i flyvevåbnet

Kim Rundblad har været her i 4 år og underviser bl.a. i webdesign.
"Jeg er elektroniktekniker fra teknisk skole og har arbejdet i flyvevåbnet bl.a. som radartekniker.
Der er ret godt her og meget dynamisk. Får man en god idé bliver den ikke straks fejet af bordet, som det er sket andre steder, jeg har arbejdet, du ved, det har vi prøvet.
Her snakker vi meget pædagogik, og det kan jeg godt lide. Udfordringerne er jo ikke kun faglige, men også pædagogiske.
|