Center for Medie og Kommunikation

Roskildemesterskabet 2011

Skræmmende gode elever til Roskildemesterskaber på CMK

 

En benhård udfordring, et kæmpe engagement, masser af vilje og talent og et imponerende resultat! Så kort kan indholdet i de nyligt afholdte Roskildemesterskaber beskrives. Og nu er det bevist. Eleverne på CMK er knaldhamrende dygtige! Eller med overdommer Peter Larsens ord: "Skræmmende gode"!

"Vi har valgt at lave et arrangement med fokus på vores stærke elever. De dygtige og engagerede. Og dem har vi rigtigt mange af", konstaterer uddannelsesleder Suzanne Søderberg stolt. Og underviser og udviklingsleder Peter Larsen er enig, "Har de engagementet og interessen, kan de nå rigtigt langt. Og det har mange af vores elever", siger han.

 

Et fagligt maraton på 12 timer

Roskildemesterskaberne er en dyst på fag. Her gælder det om at være den bedste til at levere et kreativt, flot og brugbart produkt til en fiktiv kunde. Der kåres 7 vindere i 7 forskellige kategorier - som fx webdesign, webprogrammering, 3D-visualisering, Logo-produktion og Interaktive produktioner. Og udover de 7 kåres der en publikumsfavorit og en overordnet vinder.

I år er kunden en opdigtet Roskilde Zoo med speciale i farlige og giftige dyr. Og målgruppen er børnefamilier med børn i alderen fra 6-14 år.

Eleverne vælger på forhånd hvilken kategori, de vil dyste i, og om de vil kæmpe alene eller i en gruppe på højst 3. Og så har de ellers en enkelt dag fra kl. 9-21 til at levere varen. "Normalt har vi 2-3 uger til en kampagne", fortæller Alexander, der går på mediegrafisk linje "Og nu har vi kun 12 timer. Det er meget presset!"

Og netop det store pres er ikke nogen tilfældighed. "Vi lægger pres på dem for at prøve at se, hvor langt de kan nå. Det er vigtigt", forklarer Peter Larsen, "og eleverne kan godt lide det".

Det er sjovt og stressende

Signe, der går på webintegrator-linjen, er i fuld gang med at lave en kombination af et spil, en vejviser og en hjemmeside sammen med de to teammates Niklas og Philip.

"Jeg er rasende lige nu, for jeg har kæmpet med de her badeænder hele morgenen",  siger hun med et frustreret smil. Ænderne, der senere skal skiftes ud med giftfrøer, skal bevæge sig henover skærmen. "Og det gør de også" forklarer Signe, "men når man trykker på dem, er det meningen, de skal falde sammen, og det kan jeg ikke få dem til".

"Det er ellers rigtig sjovt at være med", siger Signe, "man får en chance for at se, hvad man kan. Men det er også stressende kun at have en dag", synes hun, og Philip er enig, "Det er et pres", siger han "tænk hvis man får lavet noget, der ikke er godt". "Men det er fedt med konkurrencen og præmierne", supplerer Niklas, "for så lægger man en ekstra indsats i".

"Se! Nu virker det", udbryder Signe pludselig. "Man kan skyde dem. Die-die-die. Jeg har fundet en sej kode!"

 

Bedst i en gruppe eller alene?
De tre holdkammerater er tilfredse med at deltage i konkurrencen som en gruppe, selvom det også kan være en udfordring. "Vi startede med en brainstorming, men kunne ikke blive enige", fortæller Signe "så nu laver vi bare noget hver især, og så ser vi, hvor det ender". "Vi snakker sammen undervejs og nærmer os noget fælles", forklarer Niklas og fortsætter "og så hjælper vi hinanden. Jeg er fx ikke så god til det med idéer, men jeg er god til Photoshop", "Og jeg er mindst dårlig til det med design", tilføjer Signe. "Man kan se hinandens fejl, og nogen gange kan bare det at forklare problemet til de andre betyde, at man pludselig forstår det selv og finder en løsning", siger Niklas.

Andre foretrækker at arbejde alene. Sådan er det fx for Jesper, der går på skiltetekniker-linjen. "Jeg arbejder alene, fordi jeg synes, det bliver mere personligt, når man kun er en", siger han. "Jeg skal lave to plakater, og jeg arbejder med silhuetter af dyr lige nu. Jeg tegner dem i hånden, og så scanner jeg det ind på computeren bagefter. Jeg kan godt lide at arbejde med det selv, og så se hvad det udvikler sig til undervejs".

 

Godt både socialt og fagligt

"Arrangementet er fedt", siger Jesper, "og jeg synes, det er godt, at det har et fagligt indhold. Man går jo i skole for at lære noget. Og så gør man lidt mere for det, når det er en konkurrence".

"Det er vigtigt for vores elever, at de får lov til at vise sig fra en faglig side", forklarer Peter Larsen, "andre steder holder de måske fester for at styrke sammenholdet, men her hos os har arrangementerne altid også en faglig relevans, og det er vigtigt for eleverne", siger han.  "Men det er også vigtigt, at de får et afbræk fra hverdagen, at der sker noget andet. Det er også en del af min egen motivation. At tingene bevæger sig", slutter han. Sådan har Jesper det også, "det er spændende at lave noget andet end almindelig undervisning", bekræfter han, "og så er det sjovt at være med".

"Til hverdag er vi mere anerkendende", forklarer underviser i 3D-grafik Søren Jakobsen, "der er det mere processen, vi lægger vægt på, og flere løsninger kan accepteres. Men til det her arrangement præsterer de nogle helt konkrete produkter, der kan sammenlignes, vurderes og måles op mod hinanden. Og det synes de er spændende".

 

12 timers leg med mening

Der arbejdes intenst i alle hjørner og både engagementet og humøret er højt. "Man gider godt at være her i 12 timer, når man brænder for det" siger Martin, der går på WI-3D-linjen, og hans teammate Jens er enig, "vi konkurrerer jo i noget, vi gerne vil ud og lave senere. Det betyder, at du virkelig har lyst til at komme om morgenen - også til hverdag.", "Det er en form for leg med mening", forklarer Martin. "Vi overvejede endda at sove her", fortæller en anden elev Malou, der laver et iPhone-leksikon om dyr sammen med Micki og Daniel. "Det er vildt hyggeligt. Og vi tager helt klart ikke hjem før tid. Det er sjovt at arbejde sammen, og vi gider godt at være her længe", siger hun.

 

Udstilling og Award-show
Dagen efter er elever og lærere på banen igen. Og stemningen er god, selvom der er en hel del, der ikke har sovet ret meget. Der er blevet vurderet, voteret, stillet scene op og arrangeret en udstilling af de nominerede projekter. Alle virker glade og stolte over, det de selv og deres medstuderende har præsteret. Hvem skal de stemme på til publikumsprisen? Det kan ikke være let at vælge. Der er seje badges, logo'er med dyreskind, annoncer for havens café med gennemsigtigt gulv ovenpå krybdyr-terrarium og haj-bassin, skyd-en-flagermus- og kast-bananer-efter-aberne-spil og plakater med slogans som: Donér et ben - vores dyr er sultne og Roskilde Zoo - kills!

Og pludselig er det blevet tid til Award-showet. Med et kæmpe brag går fyrværkeriet i gang, mens temaet fra Star Wars blæser højt og pompøst gennem højtalerne. Konferencieren, der er klædt ud som pedel med kittel og kost, flår knapperne op, smider den grå facade og står nu i røg og damp i et imponerende rødt jakkesæt med guldornament lånt af selveste Oberst Hackel fra Matador.

"Jeg er stolt over at have sådan nogle dygtige elever som jer", råber han veloplagt og anerkendende til publikum, der sidder tæt i den fyldte sal.

 

Det forstår man virkelig godt!

 

Og før showet er forbi , præmierne delt ud, og den sidste lampe er slukket, giver konferencieren eleverne et sidste ord med på vejen; "Fik I ingen præmier? Så tag det som en udfordring! Og et oplæg til Roskildemesterskaberne 2012".