Dyr, planter og natur

Roskilde Tekniske Skole har uddannelserne indenfor indgangen "Dyr, planter og natur" på afdelingerne i Roskilde, som ligger Køgevej 131 og Ledreborg Allé 51 samt på Finderupvej 8 i Høng.
Roskilde Tekniske Skole har uddannelserne: Anlægsgartner, dyrepasser, greenkeeper, produktionsgartner, væksthusgartner, samt grundforløbene til skov- og naturtekniker og landmand i Roskilde. Hele landbrugsuddannelsen og landbrugets lederuddannelse kan gennemføres i Høng. Hovedforløbet på skov- og naturteknikeruddannelsen gennemføres på Skovskolen i Nødebo.

Du skal vælge indgangen "Dyr, planter og natur", hvis du gerne vil arbejde med det, der er levende. Du kommer på de fleste uddannelser til at arbejde udendørs hele året og til at mærke årets gang, hvadenten du arbejder med dyr eller planter. Indgangen spænder fra at arbejde med vilde dyr i en zoo og til at lægge fliser og beskære træer i en privat have.

På Roskilde Tekniske Skole vælger du fra start et grundforløb, der målrettet styrer mod den valgte uddannelse. Hvis du er i tvivl om hvilken uddannelse indenfor indgangen, du skal vælge, ringer du blot til uddannelses-og erhvervsvejledningen og får en snak. Hvis du starter på ét grundforløb, f.eks anlægsgartner, og hurtigt finder ud af, at det var produktionsgartner, du ville være, kan du skifte umiddelbart. Hvis du senere, efter af have afsluttet et grundforløb på én uddannelse, finder ud af at det var en anden uddannelse indenfor samme indgang du ville have, skal du blot forlænge med en kort periode på grundforløbet efter gældende regler.

De fleste grundforløb indenfor "Dyr, planter og natur" starter hver 10. uge. Enkelte dog hvert halve år. Grundforløbet varer oftest 20 uger, men der findes forskellige, valgfri grundforløb som varer længere.

Nogle starter på uddannelsen med at have en læreplads i en godkendt virksomhed, men langt de fleste finder først lærepladsen efter gennemført grundforløb. Når uddannelsesaftalen er skrevet med en virksomhed, indkalder skolen automatisk til skoleperioderne på hovedforløbet. Der er, afhængig af uddannelsen, fra 2 til 7 skoleperioder på hovedforløbet med mellemliggende praktikperioder.

Yderligere information om opstartsdatoer kan fås her på hjemmesiden eller ved henvendelse til skolens uddannelses- og erhvervsvejledere. Telefonnumre og adresser kan fås på hjemmesiden.

Se undervisningsplan
Se afdeling