LSSJ_Logo

Grundforløbspakker

Grundforløbspakker - Landbrugsskolen Sjælland
udbyder følgende grundforløb:

Grundforløb dyr, planter og natur - 20 uger (Høng eller Roskilde)
Grundforløbspakken er målrettet til elever, der ønsker at starte på landbrugsuddannelsen eller dyrepasseruddannelsen. 
Grundforløbspakken varer 20 uger og starter primo august og primo januar.

Grundforløbet begynder med en kompetenceafklaring af eleven for at sikre, at eleven vil kunne gennemføre grundforløbet på 20 uger.
I løbet af grundforløbet i Høng arbejdes der på praktikforberedelse, og grundforløbet indeholder blandt andet en uges virksomhedspraktik. Der er i den periode mulighed for at dygtiggøre sig inden for den retning man ønsker praktik indenfor - landmand planter og jordbrugsmaskinfører, landmand husdyr (kvæg-svin) og dyrepasser. Der er mulighed for at vælge ekstra timer indenfor hestehold. For elever med traktorkørekort tilbydes der undervisning med henblik på at opnå yderligere kompetencer indenfor landbrug.

Elever kan med fordel bo på skolen, idet skolen har kostskole tilknyttet. Vagtlærerordningen indeholder lektiehjælp hver dag fra mandag til torsdag.


Grundforløb - plus 4 pakke, dyr, planter og natur - 24 uger (Høng)
Grundforløbspakken er målrettet til elever, der ønsker at starte på landbrugsuddannelsen eller dyrepasseruddannelsen.
Grundforløbspakken varer 24 uger og starter primo august og slutter sidst i januar.

24 ugers grundforløbspakken er målrettet til elever med nogle skrive - eller læsevanskeligheder eller eventuelle andre indlæringsproblemer. Eleven opnår de samme kompetencer, som elever på 20 ugers grundforløb, men eleven vil få lidt flere lektioner på alle fagområder, så der er bedre tid til at lære de forskellige emner. Nogle temaer og projekter gennemføres sammen med elever, der har grundforløbspakken på 20 uger.

Der bruges tid på specialpædagogisk støtte, herunder eventuel benyttelse af IT rygsæk.
Elever kan med fordel bo på skolen, idet skolen har kostskole tilknyttet. Vagtlærerordningen indeholder lektiehjælp hver dag fra mandag til torsdag.  


Grundforløb dyr, planter og natur - kvikpakke (Høng)
Grundforløbspakken er den indledende del til landbrugsuddannelsen og udbydes kun i januar i Høng.

For elever med forudgående kendskab til landbrug, indgået uddannelsesaftale, erhvervet kørekort til traktor og en række kompetencer inden for praktisk staldarbejde og markarbejde, er der mulighed for at afkoret det almindelige grundforløb. Kurset afkortes oftest med 4 eller 8 uger.

Grundforløbet begynder med en kompetenceafklaring af eleven for at sikre, at eleven vil kunne gennemføre et afkortet grundforløb. Elever på det afkortede forløb, vil indgå i skoleforløbet med de øvrige grundforløbselever. Såfremt kompetenceafklaringen viser, at der mangler kompetencer, bliver eleven placeret på det ordinære grundforløb.
I forløbet vil der være begrænset praktiske øvelser i stald og mark, da forløbet forudsætter at eleven har opnået disse kompetencer, og der vil blive fokuseret på relativ meget boglig undervisning.

Uddannelsen indeholder ikke skolepraktik.
Elever kan med fordel bo på skolen, idet skolen har kostskole tilknyttet. Vagtlærerordningen indeholder daglig lektiehjælp.


EUX grundforløb - 40 uger (Høng)
EUX, der udbydes første gang i 2012, er for motiverede, målrettede og flittige unge, der ønsker landbrugsuddannelse med tilkobling af fag på gymnasialt niveau. Eleven skal realkompetencevurderes for at blive optaget. EUX giver en generel studiekompetence på HF-niveau. Grundforløbet starter i august. Eleven skal ud over de almindelige grundforløbsfag/emner, have undervisning i blandt andet dansk, engelsk, matematik, fysik, kemi, samfundsfag og biologi på C niveau. EUX grundforløb er første skoleforløb på EUX - landbrug. Uddannelsen indeholder flere gymnasiale fag på A og B niveau.  Du har med denne erhvervsuddannelse med en gymnasial påbygning mulighed for at læse videre på de videregående uddannelser. Efter 40 ugers grundforløb skal eleven have landbrugspraktikplads.
Elever kan med fordel bo på skolen, da skolen har kostskole tilknyttet.  

Heste-plus-pakke - 40 uger (Roskilde)
Der tilbydes et 40-ugers grundforløb for dyrepasserelever med hesten som omdrejningspunkt på vores afdeling Landbrugsskolen Sjælland på Ledreborg Allé i Roskilde. Grundforløbs-pakken er et tilbud om et grundforløb med en stor del praktisk arbejde med og omkring hestene. Målet med dette 40-ugers grundforløb er at forberede og kvalificere eleverne til den videre uddannelse som dyrepasser med heste som speciale.

Erfaringerne viser at nogle elever foretrækker en mere praktisk indgangsvinkel til det biologiske stof.

Grundforløbet vil udover det obligatoriske stof blandt andet uddybe følgende emner:

  • Hestens adfærd
  • Hestens fodring og fodermidler
  • Hestens sygdomme
  • Hestens anatomi og fysiologi
  • Motionering og håndtering af heste
  • Maskiner og teknik i hesteholdet