Uddannelses- og erhvervsvejledning

Ved uddannelses- og erhvervsvejledning (UE-vejledning) forstås den vejledning som foretages i regi af uddannelses- og erhvervsvejlederne.
UE-vejledningen skal være en selvforvaltende og tværgående enhed, som er integreret i skolens organisation mhp. en ensartet og koordineret vejledning med den bedst mulige ressourceudnyttelse.

 

Mål

Strategi

1.  UE-vejledningen skal fungere som en selvforvaltende tværgående enhed og som en del af afdelingen.

1.a  Vejlederarbejdet koordineres af den koordinerende UE-vejleder som er udnævnt af vejledergruppen.
1.b  Vejledergruppen samarbejder direkte med den centrale ledelse om tværgående forhold.
1.c UE-vejlederne fordeler vejledningsopgaver og vejledningsressourcer.
1.d UE-vejlederne udarbejder forslag til årsplan.
1.e UE-vejlederne disponerer over eget krone- og timebudget.
1.f UE-vejlederne samarbejder lokalt om afdelingsrelaterede forhold

.

2. Vejledningsarbejdet skal varetages i henhold til eksisterende love, regler og bekendtgørelser.

2.a  Nye love og bekendtgørelser fortolkes på UE-vejledermøderne og realiseres i en vejledningspraksis med ledelsens mellemkomst. 
2.b  Der informeres om fortolkninger og procedurer via skolens informationssystem.

3. Vejledningen skal dække elevernes behov, og være realistisk i forhold til deres muligheder

3.a  Der er knyttet mindst to UE-vejledere til hver af skolens indgange. Disse UE-vejledere har en særlig viden om uddannelserne inden for "deres" uddannelsesområde.
3.b  Vejlederne fordeler tværgående opgaver i gruppen og opnår derigennem en specialviden som skolen generelt kan "trække" på.
3.c  Alle vejledere giver personlig og individuel vejledning til alle vejledningssøgende elever på afdelingen.
3.d Vejlederne samarbejde med skolens psykoterapeuter omkring elever med behov for særlig vejledning
3.e  UE-vejlederne orienterer om vagtplaner, træffe- og telefontider.

4. UE-vejledernes viden såvel generelt som om deres uddannelsesområde og tværgående specialer skal ajourføres.

4.a UE-vejlederne deltager i kurser og konferencer.
4.b UE-vejlederne deltager i en række lokale udvalg og råd.
4.c UE-vejlederne deltager i tværinstitutionelt samarbejde.

 

Status 2011
Der har været en del udskiftninger og rokeringer inden for vejledergruppen - bl.a. pga. skolens vækst. P.t. er 6 medarbejdere i gang med vejlederuddannelsen. Det overordnede organisationsprincip er fastholdt med en lokal forankring i undervisningsafdelingerne med konkret vejledning som omdrejningspunkt, og et internt tværgående samarbejde med årsplan, budget, møderække og specialisering af særlige vejledningsområder. Den tværgående organisering ledes af den koordinerende UE-vejleder.

Vejledningen af eleverne foretages af mindst to vejledere på hver afdeling for at sikre stabilitet, brugervenlige åbningstider og en alsidig vejledning.

Uddannelses- og erhvervsvejlederne er integreret i afdelingernes organisation. Et stærkere fokus på den enkelte elev sammenholdt med den fortsatte ambitionen om i stadig højere grad at fastholde eleverne, har placeret vejlederne i en meget central rolle. Ligeledes har skolens generelle ambition om at øge serviceniveauet over for alle skolens aktører placeret vejlederne centralt i markedsføringsarbejdet - både mht. eksterne henvendelser, indskolingsområdet og opsøgende arbejde på messer, informationsmøder mv.

Med ansættelse af to psykoterapeuter har vejlederne fået mulighed for at trække på særlige kompetence i forhold til elever med problemer, som skolen hidtil her haft svært ved at tackle. I løbet af 2011 er der udviklet procedure, der sikrer tæt samarbejde mellem vejlederne og terapeuterne. Terapeuternes arbejde følges tæt i forhold til at vurdere i hvilket omfang indsatsen resulterer i øget fastholdelse.

I løbet af 2011 har der forsøgsvis været ansat socialrådgiver, der har samarbejdet med vejlederne. Omfanget af socialrådgiver-relaterede problematikker i elevgruppen er stigende. Det overvejes derfor, hvordan denne kompetence kan tilføres vejledergruppen. 

Samarbejdet med UU-centrene er fortsat vigtigt og vejledergruppen har besluttet at tage initiativ til genoptagelse af mere regelmæssige møder med UU i 12. Den nye uddannelsesparathedsvurdering er en oplagt samarbejdsflade.

Samarbejdet med Studievalg Sjælland varetages af vejlederne. På HTX kører det efter en fast skabelon, der evalueres en gang om året. På EUD er samarbejdet forskelligt fra afdeling til afdeling. Kommentarer i forbindelse med besøg af Kvalitetspatruljen betyder, at vi i 12 vil sætte fokus på om - og i givet fald hvordan - samarbejdet med Studievalg i forhold til EUD kan optimeres. 

Der er fortsat fokus på arbejdet med og mulighederne i SPS - specialpædagogisk støtte.  For at understøtte arbejdet med læse-/skrivekompetencer er der udarbejdet handlingplan, der lægger vægt på - på baggrund af nuværende indsatser - at systematisere og styrke indsatsen yderligere. 

Vejledergruppen har i løbet af 11 samarbejdet med bl.a. Ungeprojektet, et projekt betalt af satspuljemidler, der har besøgt skolens afdelinger med et sundhedseksperimentarium og tilbud om rådgivningforløb. Gruppen har ligeledes været bindeled til to jurister, der har tilbudt opsøgende retshjælp  til skolens elever.

I løbet af året er skolens klagepolitik og -procedure blevet revideret og der er i forlængelse af Ungeprojektet udarbejdet forslag til misbrugspolitik, der p.t. er til høring i vejledergruppen.  

I 2011 har der været nedsat en såkaldt koordinationsgruppe bestående af koordinerende vejleder, undervisningschefen, afdelingsleder for elevsekretariatet og vicedirektøren. På baggrund af problematikker, der er bragt op i vejledergruppen, har koordinationsgruppen udarbejdet procedure, vejledninger og skabeloner, der kan sikre fælles forståelse og tolkning af udvalgte problemstillinger på tværs af skolens afdelinger, større ensartethed i sagsbehandling og en mere tydelig samarbejdsflade mellem vejlederne og elevadministrationen. 

Omlægning af skolens telefonpolitik og procedurerne for både interne og eksterne interessenter er fortsat forbundet med udfordringer.