Undervisningsformer

På Roskilde Tekniske Skole udvikles der til stadighed nye pædagogiske metoder - bl.a. i konsekvens af den samfundsmæssige og teknologiske udvikling.
Det overordnede formål med undervisning er naturligvis, at elever, studerende og kursister tilegner sig den viden/det pensum, som er beskrevet i bekendtgørelser og love. Man kunne kalde denne viden for den primære viden.

 

I "Bekendtgørelse af lov om erhvervsuddannelser" fremgår det at eleverne også skal tilegne sig arbejdsmarkedsrelaterede og almene kompetencer som f.eks. samarbejdsevner, selvstændighed, initiativ, engagement mv. Man kunne kalde disse kompetencer for den sekundære viden.

 

Undervisningen tilrettelægges naturligvis så den fornødne primære viden tilegnes. Den sekundære viden opnås i høj grad via de mange forskellige undervisningsformer som skolen anvender. Bl.a. derfor vælger vi også at understøtte forskellige undervisningsformer og pædagogiske metoder.

 

Eleven vil møde flere undervisningsformer i løbet af sin uddannelsestid og vil derfor blive vænnet til at beherske flere metoder til at lære, og til at finde løsninger.

 

Resultatet af læreprocesserne evalueres i form af bl.a. opgaver, projekter, eksaminer, svendeprøver ol. De traditionelle og nuværende evalueringsformer egner sig måske bedst til at kortlægge den primære viden. Vi holder et meget vågent øje med disse evalueringer for at følge om vores måde at tilrettelægge undervisningen på har den ønskede effekt. Vi søger dog løbende også at evaluere elevernes sekundære viden, idet vi har erfaring for, at kompetencer inden for dette område har mindst lige så stor betydning i det senere arbejdsliv.

 

Den traditionelle undervisningsform, hvor en lærer underviser en klasse, suppleres derfor af mange andre måder at undervise på. Undervisningsformerne, som er beskrevet i de følgende afsnit, omfatter både praktisk og teoretisk undervisning, hjemmearbejde, ekskursioner, projektforløb og andre selvstyrende læringsforløb. Eleven vil opleve et arbejdsomfang svarende til den normale arbejdstid på arbejdsmarkedet.

 

Undervisningens tilrettelæggelse, som drøftes med uddannelsesudvalget, fremgår af afdelingens undervisningsplaner. Her redegøres der for hvordan det sikres at eleverne får mulighed for at opnå de faglige, almene og personlige mål, som er beskrevet i bekendtgørelserne og vejledningerne. Tilrettelæggelsen tager behørig hensyn til uddannelsernes egenart og særlige muligheder.