- Eller hvordan jeg oplevede Island

Jeg har set mange lande, og særligt i Europa har jeg været omkring i båden naturen og i de smukke gamle byer. For mig er det, at rejse noget helt særligt, som altid lader mig opdage en lille smule mere om mennesket i mig selv. Jeg har altid vidst at jeg var nært forbundet til naturen, og har ønsket mig at kunne have dyr omkring mig i min dagligdag. Derfor slog jeg til, da jeg i starten af mit grundforløb til dyrepasseruddannelsen på RTS-Vilvorde, fik tilbuddet om at tage fire uger til Island, for at arbejde på en hesteudlejning;

Rejsen blev finansieret via Leonardo DaVinci- mobilitetsprojket, som giver studerende på erhvervsuddannelser mulighed for at rejse ud af landet på praktikophold.

Takket være en lærer på min skole blev min rejsemakker og jeg sat i kontakt med en Islandsk gårdejer, med en 300 ha. Stor hestefarm bestående af ca. 100 heste til både avl og udlejning, i det sydvestlige Island. Gårdens navn var Syðra-Langholt, og det var stort set alt vi vidste.

Landet af Ild og Is
Jeg var meget spændt, men samtidig meget afventende da jeg stod i lufthavnen med min bagage, sammen med min rejsemakker som jeg knapt nok kendte, til et land jeg kun kendte til gennem andres fortællinger og nogle få feriebilleder fra folk som har haft den glæde at besøge Island.

Turen derop gik fuldstændigt som planlagt, og jeg blev bestemt ikke skuffet da jeg så det meget særprægede landskab som syntes at æde os levende. De lavasorte bjerge der tårnede sig op overalt var omgivet af tåge, dels fordi det var absolut gråvejr, dels fordi de varme kilder lavede tætte søjler at røg, som kravlede op af bjergskråningerne i et næsten absurd scenarie. I to skønne timer kunne vi gennem vinduet fra en bus nyde Islands særprægede skønhed. Da vi endelig blev sat af, som de sidste passagerer ved et lille supermarked, i Fluðir, blev vi som aftalt samlet op af vores vært, Sigmundur i et enormt off-road køretøj, med en påmonteret trailer til 6 heste. Dér startede mit islandske eventyr på Syðra-Langholt virkeligt.

Vi blev vel modtaget og, efter et par døgn var vi faldet helt til, med lidt sædvanligt staldarbejde. Da var tiden inde til at vi skulle opleve Island på rigtig facon, idet en større gruppe turister skulle på ridetur rundt i terrænet og vi fik besked på at ride med og hjælpe dem. Da alle i det insisterende, vedblivende regnvejr var blevet ekviperet med en hest red vi af sted igennem det mest indtagende landskab jeg i mit liv har set. Med udsigt til Hekla, Langjökull og vores eget ?private? Vödurfell, samt en mindre flod red vi op igennem bjergene. Ikke kun landskabet var nyt for mig, jeg skulle også genopdage mine efterhånden støvede ridefærdigheder, være opbakning for de af turisterne som aldrig havde været på hesteryg før, samt agere turistguide så godt jeg nu formåede.

Intet hastværk med udbryderhestene
Tidligere den samme dag havde jeg hørt Sigmundur tale i telefon, og opfangede at han sagde ordene "Det har jeg ikke helt organiseret endnu..." den sætning kom til at være helt og aldeles toneangivende for resten af mit ophold. En veninde af Sigmundur sagde til mig en dag, at jeg aldrig ville møde en islænding der lavede langtidsplanlægning og hun fik ret. Aldrig så vi vores vært være opfarende eller stresset, vi så ham ikke løbe eller kigge på sit ur. Tingene tog den tid de nu tog!

Han anså det for den mest naturlige ting at invitere to fremmede danskere ind at bo i sit hjem, en hel måned, og han virkede ovenud tilfreds med situationen hele vejen igennem. Der var ingen restriktioner eller formaninger, bare gæstfrihed og overskud.

Der blev aldrig planlagt mere end et døgn frem, og hver dag startede med at jeg satte mig ved morgenbordet og talte lidt løst og fast med Sigmundur om hvad dagens arbejdsopgaver var.

Sædvanligvis var dagens første opgave at indfange undslupne heste og føre dem tilbage i folden, idet gårdens indhegninger i de fleste tilfælde bestod af en tynd nylonsnor, som vi andre ikke ville vurdere til at være stæk nok som tørresnor. Det tog man ikke så tungt, og hestene var altid til at finde, og få fat på igen.

Man har bevaret den islandske hests hårdførhed og nøjsomhed ved at holde den på døgnfold året rundt, og det giver selvsagt et minimum af udmugningsarbejde, så på den konto var vi nådigt sluppet i forhold til hvad hestearbejde byder på herhjemme i Danmark.

Da vi var af sted i september måned ramte vi afslutningen på turistsæsonen, og et større arbejde med at gøre stedet vinterklar lå foran os. Den lille stald skulle vaskes ned med højttryksspuler og alle sadler og hovedtøjer skulle renses og smøres i olie. Det tog os sammenlagt en uge at klare de to ting, og det passede perfekt, for alt imens vi sled indenfor i stalden, rasede orkanen Ike udenfor.

F for Får
Den utvivlsomt sjoveste og mest udfordrende arbejdsopgave vi fik, var den dag vi var i fjeldet med den føromtalte turistgruppe, på deres anden ridedag, og vi fik vores ilddåb som fårehyrder. Midt i vores frokostpause, som dog foregik uden mad, fordi vi havde haft travlt med at gøre heste klar og pludselig blev sendt af sted, kom der en større flok af ryttere ind i den dal vi holdt pause i. Jeg kunne så småt fornemme at Sigmundur var helt indforstået med hvad der skulle ske ? han havde bare glemt at fortælle det til os. Det vi nu skulle være vidne til var den årlige Réttir, som er den weekend hvor alle de omkringliggende gårdes får samles ind i bjergene og sorteres efter øremærker, så hver bonde får sine egne får med hjem fra sommergræsningen. I en halv time stod vi bare og så på en uendelig hale af får, som dukkede op og passerede lige forbi os. Vi fik at vide at flokken talte ca. 3500 får. Da de sidste var forbi var det bare med at komme i sadlen og hænge i. Alle hjalp til, både børn og voksne, med at holde fåreflokken samlet, og drive den fremad. Med lidt hurtig hovedregning talte dette komiske optog foruden 3500 får, omkring 200 ryttere og heste. Det skete at fårene besluttede sig til at gå egne veje, og stikke af fra flokken, men der blev samarbejdet intensivt med at få de største udbryderflokke tilbage. Ingen bekymrede sig om, hvorvidt man var hverken erfaren rytter eller klar over hvad der skulle ske, der blev bare redet fremad. På et tidspunkt red jeg for mig selv midt på striben af får, og fik lov til at teste mine evner som cowboy da en lille flok på 5-6 får brød ud. Da måtte jeg og min hest af sted i fuld galop i det ekstremt kuperede terræn, efter dem og presse dem tilbage hvor de kom fra. En manøvre jeg aldrig havde vovet at gøre på hesteryg hjemme i Danmark.

Da vi endelig var nået frem til folden hvor fårene skulle overnatte, stadig i koldt og vådt vejr, opstod der lettet jubel, og derefter gik turen hjem.

Dagen derpå summede hele gården af spændt energi, og der var mennesker overalt. Vi fik fordelt os i de mange biler, og kørte ud til fårefolden. Her var man allerede i gang med at sortere fårene efter deres øremærker. Det foregik i en gigantisk muret ?lagkage? hvor hver gård havde et lagkagestykke at sætte deres egne får i. Inde i midten stod alle og så til, imens børnene morede sig med at få fat på fårene og få dem placeret de rigtige steder. På vejen hjem blev der drukket godt med brændevin og sunget fædrelandssange, så stemningen var lagt da vi kom hjem på gården for at spise kjötsopa, suppe kogt på lam, som er den traditionelle spise efter Réttir. Denne oplevelse måtte jeg igen og igen stoppe op og gemme i mit hjerte, for det var så levende og varmt at være en del af hele denne flok mennesker som kendte hinanden på kryds og tværs. Stemningen var noget helt specielt, og jeg forsøgte at gøre mig bevidst om at jeg fik æren af at være med til noget meget særligt.

Tid Til Udforskning og Fordybelse
Det er tydeligt at islændingene er meget stolte af deres smukke land, og vi fik flere gange lejlighed til at se os omkring. Sigmundur gav os rådighed over en bil, og sendte os nogle morgener af sted på tur til f.eks. Gulfoss, som er øens største, og i dén grad imponerende vandfald. Haukadalurs gejsere, heriblandt den meget aktive Strokkur, som må siges at være det mest eventyrlige sted på jorden, jeg har været. En af de sidste dage var vejret endelig blevet godt og tørt, og vi fik lejlighed til at køre til þingvellir, som er stedet hvor den nordamerikanske, tektoniske plade skilles fra den europæiske, og man kan se hvordan landet strækkes, og der opstår dybe lodrette kløfter i jorden som resultat heraf. Det var en fantastisk uventet gave at der var tid og overskud til at vi kunne opleve disse enestående steder, og noget som jeg for alt i verden ikke ville have undværet. Jeg har hørt og set så meget om Islands særprægede geologiske forhold, og har længe ønsket mig at opleve det på nært hold. Jeg oplevede september som en meget smuk og speciel måned at rejse til Island i, da vi oplevede stort set alle årstider i løbet af fire uger. Det var regn og gråvejr, samt uendeligt smukke farver, som hører sig efteråret til, men der var også flotte solbeskinnede dage, så man blev helt forårsglad indeni. Endeligt satte det Islandske klima trumf på, ved at overdænge os med en fed dyne af sne, under vores tre dage lange ophold i Reykjavik. Dette resulterede i en meget, meget smuk flyvning over den Islandske sydkyst da vi skulle hjem igen. I morgensolen skød øens gletsjere og sneklædte bjerge ryg under os, og jeg nød det spektakulære skue, indtil jeg faldt i søvn, og mærkede det sidste stik af hjemve.

Jeg vil aldrig helt selv kunne forstå alle de oplevelser jeg har haft, i min september som islandsk farmer. Jeg har lært utroligt meget om hvordan man kan vælge at holde heste, og hvordan man organiserer hesteudlejning på kryds og tværs, men i høj grad om hvordan man kan leve livet oppefra og ned. Al den glæde og det overskud jeg er blevet mødt med alle vegne har helt sikkert lært mig at være mere tilbagelænet omkring tilværelsen, og givet mig lyst til at lade den islandske indre ro smitte af på mig selv og de mennesker jeg omgiver mig med. En oplevelse for livet, det tør jeg roligt sige at jeg har fået.

Trine Wettendorff Hougaard
Oktober 2008
RTS - 2008,2

Links til andre elevartikler:

Praktik tak

San Diego tur-retur

Kommende dyrepassere i udlandet

Hollandstur 2005 for produktions- og væksthuseleverne på 1. Hovedforløb

Elever på Vilvorde, RTS i praktik på Groot Archem Hingstestation, Holland