Rekord i uddannelsesaftaler

Roskilde Tekniske Skole oplever en stigning i uddannelsesaftaler. Det er der flere årsager til, forklarer Vibeke Pakkenberg, som er områdedirektør på skolen.

Jonathan Brown Starup fra København er 18 år. Han uddanner sig til anlægsgartner og har en uddannelsesaftale med FJ Poulsens Anlægsgartneri A/S. Når Jonathan ikke er på skolen for at blive undervist, så oplæres han og løser opgaver i virksomheden.

Da Jonathan besluttede sig for, at han ville tage anlægsgartneruddannelsen, gik jagten på praktikplads ind. Jonathan undersøgte nogle af de virksomheder, som han kunne se sig selv i, og så tog han et initiativ.

- Jeg sendte en mail til FJ Poulsen og spurgte til praktikplads. Så blev jeg indkaldt til to samtaler, og så var den på plads. Det er det samme, jeg hører fra de klassekammerater, jeg startede sammen med i august 2016. De har ret hurtigt fået en aftale med en virksomhed, fortæller Jonathan.

Han er ikke den eneste elev på Roskilde Tekniske Skole, der har oplevet det som rimeligt nemt at få en aftale. I næsten alle brancher efterspørger virksomhederne flere elever, og stigningen i antallet af uddannelsesaftaler gælder stort på alle de uddannelser, som Roskilde Tekniske Skole udbyder.

- Her i slutningen af november 2017 var der indgået 1.253 uddannelsesaftaler. Sidste år på samme tid havde skolen indgået 1.031 aftaler, så vi er rigtig glade for at flere og flere virksomheder tager ansvar og ansætter elever. Vi regner med at runde 1300 aftaler i år, og det er et fantastisk resultat, især for eleverne, siger Vibeke Pakkenberg.

Virksomhederne mangler arbejdskraft

En af årsagerne til stigningen i antallet af uddannelsesaftaler er, at opsvinget i den danske økonomi er ved at bide sig godt fat, og i mange brancher efterspørger virksomhederne arbejdskraft.

- Når konjunkturerne er gode, så følger antallet af uddannelsesaftaler med. Vi har få elever tilbage i skolens praktikcenter lige nu. Vi skal nok sørge for, at eleverne får en god uddannelse i vores praktikcenter, men det er selvfølgelig en fordel for eleverne, at de kommer ud i en virksomhed, for dér de kan virkelig opleve, hvad det vil sige at være i branchen, forklarer Vibeke Pakkenberg.

En af de ting som Jonathan kan nyde godt af ved at være elev hos FJ Poulsens Anlægsgartneri A/S, er den store variation af opgaver.

- Vi udfører alle slags opgaver inden for faget – beplantning, sten, fliser m.m. Hvis en elev har lyst til at prøve nogle nye områder inden for faget, så har de mulighed for det hos os, forklarer Finn Jul Poulsen, som ejer FJ Poulsens Anlægsgartneri A/S sammen med sin søn, Martin Zehngraff Poulsen.

Samarbejdet mellem skolen og virksomhederne

Stigningen i af antallet af uddannelsesaftaler er blandt andet sket takket være skolens virksomhedskonsulenter. Virksomhedskonsulenternes opgave er at opsøge og tale med virksomheder, der enten har elever eller kunne være interesseret i at få det.

- VI bliver hele tiden dygtigere til at kommunikere med virksomhederne og forstå deres behov. Vi har en tæt kontakt med virksomhederne og pejler os ind på deres profil og kultur. Samtidig så kender vi jo eleverne. På den måde kan vi matche virksomhed og elev. Og i langt de fleste tilfælde rammer vi plet, når vi matcher de to, fortæller Vibeke Pakkenberg.

Hos FJ Poulsens Anlægsgartneri er man glad for det årelange samarbejde med skolen:

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Roskilde Tekniske Skole, og har i mange år taget elever derfra. Vi har mellem 6-10 elever hele tiden. Hvis der er noget, vi hver især ikke er enige med skolen om eller der skal rettes op på, så tager vi en snak om det og finder en løsning, siger Finn Poulsen.

Virksomheder sikrer fremtidig arbejdskraft

På Roskilde Tekniske Skole oplever man, at flere virksomheder skriver uddannelsesaftaler med eleverne. Det samme billede har man hos FJ Poulsens Anlægsgartneri A/S, som har cirka 70 ansatte.

- Vi ser det som vores ansvar at være med til at sikre, at der også i fremtiden er kompetent arbejdskraft at trække på. Det er vores indtryk, at de fleste virksomheder i vores branche tager elever. Vi oplever, at langt de fleste af eleverne er rigtig dygtige, men de er unge og skal lære at være på en arbejdsplads, fortæller Martin Zehngraff Poulsen fra anlægsgartnervirksomheden.

For at kunne efterkomme efterspørgslen fra virksomhederne kræver det dog flere elever, allerede til næste år.

- Vi forventer at kunne skrive mindst lige så mange aftaler næste år. Men vi løber ind i en udfordring, for der er områder, hvor der ikke er elever nok til at dække virksomhedernes efterspørgsel. Sagt med andre ord kunne vi skrive endnu flere uddannelsesaftaler, hvis vi havde eleverne til det. Så der er masser af muligheder i erhvervsuddannelserne for de unge, slutter Vibeke Pakkenberg.

Få mere at vide

 Anlægsgartneruddannelsen

 For virksomheder - få en elev

Se billederne

 

Udskriv