De unge, de unge voksne og de voksne

Direktør Jesper Østrup om fastholdelse af eleverne på erhvervsuddannelser og øget gennemførelse.

Fastholdelse på erhvervsskolerne er et stort tema – både blandt politikere, eksperter, lægfolk, men i også på erhvervsskolerne. Det kan ikke undre, da frafaldet er stort. At styrke fastholdelsen kan forekomme enkelt, men bag ethvert frafald ligger der ofte komplekse problemstillinger. På erhvervsskolerne arbejdes der på utallige fronter med en bedre fastholdelse af eleverne, da behovet for faglært arbejdskraft bliver mere og mere udtalt. Søgningen til erhvervsuddannelserne er i forvejen ikke stor nok til at erstatte den eksisterende arbejdsstyrke i Danmark.

På skolerne arbejdes der med trivselsmålinger og handlingsplaner, mentorer, makkerskaber, madordninger, konkurrencer, fastholdelseskonsulenter, coaching, grill-, café og bararrangementer, talent- og karriereudvikling, idræt og bevægelse, introture, udlandspraktik, opgradering af fysiske faciliteter, familiearrangementer, elevdemokrati… listen er uendelig lang. For nogle elevgrupper virker de mange tiltag, men ikke for alle.

Elever, der starter på en erhvervsskole er juridisk opdelt i to grupper:

• de unge, som kommer direkte fra folkeskolen og som typisk er mellem 15 og 17 år
• de unge voksne og de voksne, som ikke kommer direkte fra folkeskolen. Det er elever som aldersmæssigt typisk er et sted i 20’erne, men sagtens kan være meget ældre. Elever i 30’erne og 40’erne er ikke usædvanligt i denne gruppe. 

De unge er en ret homogen gruppe, de er skolevante, stort set lige gamle, er det samme sted i livet og har i store træk sammenfaldende interesser, hvilket gør det muligt at indrette skolemiljøet, så det understøtter deres trivsel bedst muligt. De unge voksne og de voksne er en langt mere differentieret gruppe: ufaglærte, studenter, folk med lang arbejdslivserfaring – som ikke nødvendigvis har noget med den konkrete uddannelse at gør - og folk helt uden. Ikke alle har gode erfaringer med at gå i skole og at bruge en del at tiden på at sidde ned for at løse opgaver. På den ene side er der derfor behov for kollektive indsatser – alle har brug for at føle sig godt tilpas i gruppen og med underviserne. Men behovet for fælleskab både i og uden for undervisningen kan være meget forskelligt. En fredagscafé er f.eks. ikke nødvendigvis interessant for en elev på 32 år som har familie og børn.

På den anden side er der behov for mere individuelle indsatser og hensyn. Børns eller egen sygdom, skilsmisseproblematikker, økonomi, læse-/skriveudfordringer og andre "almindelige voksenproblematikker" kræver individuelle tiltag. Med korte, fagligt pressede forløb skal der ikke meget fravær til, før man kan føle sig hægtet af og kan have svært ved at nå målene. Alt dette er medvirkende til, at vi indtil videre ikke på afgørende vis har formået at knække koden for, hvordan vi på erhvervsskolerne fastholder lige så mange af de unge voksne og de voksne som de unge.

Hertil kommer at uddannelsesvilkårene for de to grupper er forskellige. De unge går et helt år på grundforløbet, mens de unge voksne og de voksne kun kan gå et halvt år på grundforløbet. På grundforløbet har de unge mulighed for dels at blive afklaret om hvilken uddannelse de ønsker at gå i gang med, dels at opnå de obligatoriske mål i fagene. De unge voksne og de voksne forventes at være helt afklarede og har kun et halvt år til at opnå de obligatoriske fag. Den afklarende fase er de helt afskåret fra.

Konstruktionen er en politisk opfindelse fra uddannelsesreformen i 2015 ud fra en antagelse om, at de unge voksne og de voksne både er dygtigere, mere målrettet og afklaret end de unge. Det er uvist, hvor antagelsen kommer fra, for allerede før 2015 viste alle erfaringer og undersøgelser, at frafaldet var særligt stort blandt de unge voksne og de voksne. Den formaliserede opdeling, hvor de unge voksne og de voksne fik kortere tid på grundforløbet og dermed vanskeligere uddannelsesvilkår var programmeret til at øge frafaldet, hvilket da også skete.

En del af frafaldet blandt de unge voksne og de voksne vil være muligt at fjerne ved at tilbyde de samme vilkår som de unge har. Problemet er naturligvis at det koster penge, men det har vel aldrig været politikernes mening at konstruere en ekstra vanskelig uddannelsesvej for en bestemt målgruppe, og spørgsmålet er, om landet overhovedet har råd til ikke at investere for at efterkomme behovet for faglært arbejdskraft.

Politikerne må løse deres andel af opgaven ved at sikre gode uddannelsesveje og et stærkt rekrutteringsgrundlag. Virksomhederne må bidrage med flere lærepladser og erhvervsskolerne må blive bedre til at fastholde eleverne.