DM i Skills 2019: Mød Bianca, blomsterdekoratør

DM i Skills 2019: Mød Bianca, blomsterdekoratør

Bianca er 22 år og tager uddannelsen til blomsterdekoratør på Roskilde Tekniske Skole. Hun skal til DM i Skills, som foregår den 4.-6. april i Næstved.

- Jeg glæder mig til DM i Skills. Det bliver en udfordring, og det er selvfølgelig også en dygtiggørelse af én selv at stille op til konkurrencen, siger Bianca.

Bianca har praktikplads i blomsterbutikken Frk. Trepile Blomster på Vesterbro i København, hvor hun er meget glad for at være.

- Jeg stræber efter hele tiden at blive dygtigere til dét, jeg gør. Jeg drømmer om at få lov til at udføre mine opgaver på den måde, jeg synes de skal gøres, og sådan har jeg det faktisk nu på min praktikplads. Det kan også være, at jeg en dag vil åbne min egen forretning, fortæller Bianca.

Bianca træner frem til DM

- Jeg træner sammen med mine søde kolleger i butikken og får en masse respons fra dem. Derudover træner jeg sammen med mine klassekammerater og min dygtige underviser, Vivian Ullitz, som jo også er en rutineret konkurrencedeltager inden for faget, slutter Bianca.

Blomsterdekoratøruddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Handelsskole.

Mød Bianca i gang med træning til DM i Skills

VIDEO: Bianca skal til DM i Skills 2019. I videoen er hun i gang med træning til konkurrencen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Se billederne

 


Se vores tema om Skills - DM, EM og VM

Kom og besøg DM i Skills!

DM i Skills 2019 afholdes i Arena Næstved den 4.-6- april - og der er gratis adgang.

Se deltagerne konkurrere og vise deres fag frem, afprøv din egen faglige kunnen i de særlige "Prøv og mærk stande" og snak med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.

Roskilde Tekniske Skole er med i arbejdet op til DM i Skills, bl.a. i Regionsprojektet "Grib Erhvervsuddannelserne - I got Skills", som kan følges på www.igotskills.dk. Her finder du også undervisningsmateriale for elever i 7.-9. klasse.

 DM i Skills arrangeres af SkillsDenmark

Hvad er DM i Skills?

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge kæmper inden for 43 fag om at blive landets bedste. Deltagerne er nået til finalen efter at have vundet topplaceringer i skole- og regionsmesterskaber. Desuden viser unge erhvervsskoleelever fra 17 demonstrationsfag, hvad faget indeholder.

DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse. Holdene udtages på forhånd ude på den lokale erhvervsskole. Tanken med denne konkurrence er at aktivere de besøgende grundskoleelever og gøre dem til aktive deltagere.

VIDEO: Se film fra DM i Skills 2019 i Næstved (Video: SkillsDenmark)

 

Udskriv