Peter fik Byggeriets Faglærerpris

”En uovertruffen pædagog, der er stolt af sit fag og brænder for at give det videre til de unge”. Sådan lyder beskrivelsen af snedkerlærer Peter Johnny Hansen fra Roskilde Tekniske Skole. Derfor har han fået tildelt Byggeriets Faglærerpris.

- Peter er en knalddygtig lærer, som er god til at spotte de unges fulde potentiale og udfordringer, og han ser, hvordan der skal sættes ind, så udfordringerne overkommes og potentialet udnyttes, forklarede formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, som var med ved overrækkelsen på Roskilde Tekniske Skoles afdeling for bygge- og anlægsuddannelser, hvor elever og undervisere var samlet.

Byggeriets Faglærerpris uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet og har til formål at sætte fokus på høj faglighed, stolthed og godt håndværk i den danske byggebranche. Det skal få flere unge til at vælge byggeriet som karrierevej.

I indstillingen lød det også:

Nogle undervisere kan lidt ekstra. En af dem er Peter Johnny Hansen. Han er på alle måder en pioner inden for undervisningsfeltet, og han har en aldrig svigtende evne til at have føling med, hvor den enkelte elev er – både fagligt og personligt. Denne indsigt bruger han til at løfte den enkelte til at yde sit bedste.

Overvældende…

Det var en glad og stolt faglærer, som modtog prisen. Træning, gentagelse og motivation blev fremhævet af ham i takketalen, hvor han med vanlig energi opmuntrede eleverne til at gøre en indsats for at nå deres uddannelsesmål. Peter har fokus på, at alle elever er med i undervisningen og at flere gennemfører uddannelsen.

Mindsettet skal være på plads

Peter arbejder målrettet med at spotte, dyrke og udvikle talenter inden for snedkerfaget. For Peter er det ikke nok, at den enkelte elev er dygtig til sit fag. Mindsettet skal være på plads, hvis eleven vil til tops. Peter bruger derfor anerkendte sports-coaching principper til at få den enkelte elev til at præstere sit bedste, vedblive at være nysgerrig på materialernes og værktøjets muligheder for på den måde at excellere i faget.

En uovertruffen dygtig pædagog og motivator

- Både elever og lærerteamet nyder godt af at have en lærer/kollega, der fagfagligt ligger helt i toppen, er en uovertruffen dygtig pædagog og motivator – og alt det er pakket ind i et smilende, imødekommende energiniveau, der ikke kan undgå at skabe begejstring, lyder det fra Jesper Østrup, direktør på Roskilde Tekniske Skole.

Med prisen følger også 30.000 kroner, der skal give Peter og resten af lærerteamet mulighed for at indhente ny viden og inspiration gennem en studierejse.

Få mere at vide

Presse

Årets faglærer kåret i Roskilde (TV2 Lorry nyhedsudsendelse, 20. juni 2019)

Årets faglærer spotter elevernes potentiale og hjælper dem med at udleve det (Uddannelsesforbundet, 21. juni 2019) 

Om prisen

Om Byggeriets faglærerpris (Boligfonden Kuben)

Om uddannelserne

 Bliv bygningssnedker

 Bliv møbelsnedker og orgelbygger

Se billederne

 

 

Udskriv