Eux'ernes første studentertur

I lørdags var der dimissionsfest på HTX Roskilde. Her blev studenterne fejret med deltagelse af familier, taler fra vicerektor samt eksamenspapirer. For første gang var Roskilde Tekniske Skoles erhvervsfaglige studenter – eux-eleverne – også med.

Ved første glimt kunne man i lørdags sagtens få opfattelsen, at HTX Roskilde var blevet invaderet af en hær. Parkeringspladsen foran gymnasiet var nemlig pakket med ældre militærvogne, men de var der nu med et særdeles fredeligt formål. De gamle militærvogne skulle bruges til den traditionsrige studenterkørsel efter dimissionsfest.

For første gang var de erhvervsfaglige studenter fra Roskilde Tekniske Skole med til dimission, og det er også første gang, de skal køre studentertur. Som erhvervsfaglig student – eux – får elever både en studentereksamen og et svendebrev (inden for et fag) i samme uddannelse.

Fællesskaber på tværs

Anders Wedel Køhler er en af de nybagte erhvervsfaglige studenter, som står og venter på at skulle afsted på studentertur. Han har taget uddannelsen eux-tømrer, og glæder sig over at kunne fejre studentereksamenen med venner fra HTX:

- Det er virkelig så fedt, at vi eux'ere også er med til dimission, for vi har jo både haft en hverdag på de forskellige værksteder men også her på HTX Roskilde. Derfor har jeg jo fået venner på tømmerværkstedet og også her på HTX Roskilde, og det er dejligt at kunne fejre studentereksamen sammen med HTX-studenterne, siger han.

Eux = mange muligheder

På spørgsmålet "hvad skal du bruge din uddannelse til", slår Anders ud med armene:

- Det er jo det, der er så fedt ved eux-uddannelserne. For mit vedkommende så skal jeg først bruge mit svendebrev, dvs. ud i tømrerbranchen og have noget erfaring. Men så kan jeg jo vælge at læse videre på et senere tidspunkt, fordi jeg også har en studentereksamen, måske til ingeniør. Jeg føler virkelig, at jeg har alle muligheder åbne, og det betyder meget for mig, forklarer han.

Han bliver afbrudt af lyden af et horn fra en vognene, og det er tid til at skule afsted. På eux'ernes første studentertur. Rundt til familierne og hilse på og så fejre præstationen. For Anders' vedkommende foregår turen til første stop på ruten dog bagved eux'ernes studentervogn. Han fik nemlig med et flot 12-tal til den sidste eksamen og må lide den tort at tage første stop til fods. Som det hører sig til på studenterturene.

Læs om uddannelsen

 Eux - bliv student og faglært - erhvervsfaglig studentereksamen

Se billederne

 

Udskriv