Elektrikere tog strømmen på Bob Dylan og Cardi B

På Roskilde Festival 2019 er elever fra Roskilde Tekniske Skole med i en række projekter, bl.a. kan nævnes blomsterudsmykning af Artist Village - området, hvor kunstnerne opholder sig før og efter de er på scenen.
Du kan følge arbejdet i en række nyhedsartikler op til og under festivalen på www.rts.dk/roskildefestival samt på Facebook:

Elektrikere tog strømmen på Bob Dylan og Cardi B

Undervisere fra Roskilde Tekniske Skoles elektrikerafdeling måler strømforbruget på scenerne under Roskilde Festival. Onsdag aften målte de fx strømforbruget under koncerterne med Bob Dylan og Cardi B på Orange Scene.

De avancerede målinger bruges af festivalen:

- Vores arbejde hjælper festivalen, fordi det er dyrt, hvis den bestilte strøm ikke bruges, fortæller Sten Lønborg, som er en af underviserne fra Roskilde Tekniske Skole.

Video: Undervisere fra el-afdelingen på Roskilde Tekniske Skole måler strømmen under koncerter på Roskilde Festival 2019.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Fordel for elektrikerelever

Arbejdet med at måle forbruget af strøm, når lyd og lys sætter gang i festivalgæsterne, er også en fordel for eleverne. Det kan nemlig bruges direkte i undervisningen hos elektrikereleverne på Roskilde Tekniske Skole:

- I el-afdelingen på Roskilde Tekniske Skole er vores mission at få virkeligheden ind i undervisningen og agere ud fra det. Vores læring tager afsæt i virkeligheden lige uden for vores dør. Her på Roskilde Festival kan vi lave målinger på strøm på 2-300 Ampere, hvilket er langt større, end de målinger vi kan foretage i klasseværelset. Vi får altså et helt andet og meget mere realistisk billede at undervise ud fra, fortæller Sten Lønborg på festivalpladsen, som ligger få hundrede meter fra Roskilde Tekniske Skole.

Arbejdet med at måle under koncerterne foregår på alle scener, og Roskilde Festival har udvalgt på hvilke koncerter. Til efteråret bliver data anvendt i klasseværelset. Eleverne kommer altså til at stifte bekendtskab med Bob Dylan – ikke som nobelprismodtager og digter, men som scenekunstner og strømforbruger.

Læs mere

 Bliv elektriker

 Se også: Roskilde Festival 2019: Elektriker-elever tester strøm til Roskilde Festival

Se billederne


Følg arbejdet på Facebook


Nyheder om Roskilde Festival 2019

 

 

Udskriv