Landbrugsskoler vil have samfundsaccepten tilbage

Svage relationer til det omgivende samfund spænder ben for landbrugsskolernes muligheder for rekruttering af nye elever. Derfor melder landbrugsskolerne sig nu ind i kampen om at samle land og by.

- Folk er blevet fremmedgjorte overfor landet. De har mistet den kulturelle horisont, og derfor skal vi hjælpe med at bygge bro mellem by og land, så folk kan finde ud af, at vi alligevel ikke er så langt fra hinanden, siger formand for Danske Landbrugsskoler, Jens Munk Kruse, som til daglig er forstander på Dalum Landbrugsskole.

Sammen med repræsentanter fra alle jordbrugets uddannelser er han lige nu til fælles årsmøde på Landbrugsskolen Sjælland og her står spørgsmålet om rekruttering højt på dagsordenen.

- Der er alt for meget fokus på høj indtjening og prestige i lange boglige uddannelser, når de unge vælger uddannelse. Vi skal bryde den logik og blive bedre til at fremhæve værdien af at være dygtig til noget praktisk, siger forstander for Landbrugsskolen Sjælland, Henrik L. Jensen, der er vært for årsmødet.

Blandt landbrugsskoleforstanderne er der bred enighed om, at vejen frem er at skabe en tættere relation mellem skolerne og det om givende samfund.

- Det kan for eksempel være ved at sende vores elever ud i lokalsamfundet, hvor de vil blive tvunget til at forholde sig aktivt til omverdenens krav og forventninger til fremtidens fødevareproduktion, siger Henrik L. Jensen.

Formand for Danske Landbrugsskoler tilføjer:

- Det kan bare ikke nytte noget, at vi går rundt os synes vi er superfede, hvis de unge synes vi ligner nogle gamle triste mænd. Det er lidt ligesom en Fiat Multipla. Den er super praktisk, fyldt med gode detaljer, men meget lidt sexet. Det samme gælder desværre lidt for vores uddannelser. Vi skal simpelthen blive bedre til at sælge os selv over for de unge, siger Jens Munk Kruse.

Kontakt 

For yderligere information kontakt venligst:

Forstander Henrik L. Jensen, telefon 20 15 03 07
Formand for Danske Landbrugsskoler Jens Munk Kruse, telefon 20 33 58 85.

Få mere at vide om uddannelsen

 Landbrugsuddannelsen

Se billederne

 

Udskriv