Dygtige dyrepassere belønnet med legat
Ida Jaedicke Olsen, Cecilie Atzen og Sia Maria D. Holmberg har i foråret færdiggjort deres uddannelse til dyrepasser på Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde. Deres specialeopgaver var så gode, at de hver har fået et trivselslegat på 10.000 kr. af Brogaarden Korn‐ og foderstoffer Aps. Der var de helt store smil på læberne, da de tre elever fik overrakt legatet.
Legatet er indstiftet med formålet at motivere studerende på uddannelsen på hhv. Hansenberg og Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde til at gøre en ekstra indsats for at bidrage til at afdække og formidle viden, som fremmer sundhed og trivsel hos forsøgsdyr, dyr i zoo og i hestehold. I 2018 løb elever fra Roskilde Tekniske Skole med de tre legater – i 2019 gjorde skolens elever det så igen.
Stolt uddannelsesleder: Især glad på elevernes vegne
- Det er dejligt, at vi på Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde igen i år kan hylde 3 elever, som har formået at levere en helt særlig indsats. Jeg er især glad på elevernes vegne. Ud over uddannelsesbeviset får de tre en særlig anerkendelse af deres specialeopgave. De har lagt mange kræfter i at lave en god opgave, som kobler den teori, de lærer på skolen, med den praktiske verden de er i hos mester. Det er godt gået, siger uddannelsesleder Dorthe Kold Navntoft, Roskilde Tekniske Skole.
Glad for anerkendelsen
Legaterne blev overrakt til en reception på skolen, hvor praktikvirksomhederne, undervisere og familier deltog. De tre elever er glade for anerkendelsen:
- Det er et kæmpe skulderklap at blive indstillet og vinde legatet, for jeg ved, at der var mange andre rigtig gode opgaver at vælge i mellem. Legatet giver mig mulighed for at deltage i forskellige forsøgsdyrskonferencer og arrangementer, som jeg måske ellers ikke havde kunnet deltage i. Jeg kan dermed holde mig opdateret og lære nyt om forskning i forhold til forsøgsdyr og deres velfærd og trivsel, fortæller Ida.
Cecilie fortsætter:
- Jeg blev meget glad, da jeg fandt ud af, at jeg havde vundet. Det er fedt, at man anerkender det faglige perspektiv i og omkring pasningen af heste. Jeg skal bruge legatet til at lære endnu mere og sikke en mulighed det er at få! En stor tak til Brogaarden, Roskilde Tekniske Skole og ikke mindst min læreplads Helsinge Rideklub.
En bred uddannelse med mange muligheder
De tre elever spænder vidt i deres valg af problemstillinger, som de har beskæftiget sig med i opgaverne.
Ida Olsen har haft elevplads hos Taconic og har skrevet om velfærdsvurdering af mus. Hun har i sin opgave givet en baggrundsanalyse af den betydning, som berigelse har for mus.
Cecilie Atzen har haft elevplads hos Helsinge Rideklub og har skrevet om mistrivsel hos heste. I opgaven redegør hun for nogle af de risikoparametre, som kan være medskyldige i udviklingen af mistrivsel. Afslutningsvis præsenterer hun en køreplan for, hvordan man kan sikre god trivsel i hestehold.
Sia Holmberg har haft elevplads hos Øresundsakvariet og har skrevet om udvikling af ny fodringsmetode af småplettede rødhajer gennem træning. I opgaven beskrives baggrunden for træning af hajer. Sia beskriver i opgaven, hvordan hun måtte gå kreativt til værks i byggeriet af en træningsstation til de småplettede rødhajer, og hvilke udfordringer hun stødte på undervejs.
Dyrepasseruddannelsen er en bred uddannelse, hvor der er mulighed for at beskæftige sig med forskellige elementer. Der er også mulighed for at tage uddannelsen som eux. Så får eleverne både svendebrev og en gymnasial eksamen, som de kan bruge til at læse videre med.
Ida Jaedicke Olsen for forsøgsdyrsspecialet - begrundelse
Cecilie Atzen for hestemanager – begrundelse
Sia Maria D. Holmberg for zoo – begrundelse
Få mere at vide
Bliv dyrepasser eller Bliv dyrepasser med eux - bliv student og faglært
Bliv hestemanager eller Bliv hestemanager med eux - bliv student og faglært
Se billederne