DM i Skills 2020: Mød Matias, industritekniker

DM i Skills 2020: Mød Matias, industritekniker

Når DM i Skills – Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsskolerne – skydes i gang den 16. januar 2020, er det 18-årige talent Matias Bjerre Larsen fra Hvalsø med.

- Jeg kan godt lide udfordringer, og dem er der masser af som industritekniker. Når jeg fx skal producere et element i en fem-akslet cnc-maskine, så er det både vildt svært og sjovt. Tegningen, maskinen og programmeringen skal være på plads for, at produktet bliver, som jeg har tænkt det, forklarer Matias.

Glæde hos virksomhedejer

Matias uddanner sig til industritekniker og har praktikplads hos Sv. Kofoeds Maskinfabrik i St. Merløse. Adm. Direktør Thomas Reenberg er meget glad for Matias, som lige nu er i praktik i virksomheden:

- Han er lige, som en lærling skal være. Når han får noget at vide, så husker han det, og man behøver ikke sige tingene til ham igen og igen. Samtidig er han meget hurtig til at lære de komplekse maskiner at kende. Jeg er meget glad på Matias’ vegne over, at han har kvalificeret sig til DM i Skills, og vi glæder os til at se ham i aktion, fortæller Thomas Reenberg.

Glæder sig til at konkurrere

Matias ser frem til mesterskabet, som foregår i Bella Center Copenhagen:

- Det bliver rigtig sjovt at prøve. Jeg har igennem mange år dyrket skydning, og jeg er sikker på, at jeg kan bruge nogle af de erfaringer, jeg har fra konkurrencerne dér. Det gælder om at kunne lukke alt ude under DM i Skills og koncentrere sig 100 %, slutter Matias. 

VIDEO: Se video med Matias, hvor han træner frem til DM i Skills.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Få mere at vide

 Bliv industritekniker

Se billederne


Se vores tema om Skills - DM, EM og VM

Kom og besøg DM i Skills!

DM i Skills 2020 afholdes i Bella Center Copenhagen den 16.-18. januar, og der er gratis adgang for alle. Skills Denmark forventer mere end 65.000 gæster.

Hvad er DM i Skills?

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse. Holdene udtages på forhånd ude på den lokale erhvervsskole. Tanken med denne konkurrence er at aktivere de besøgende grundskoleelever og gøre dem til aktive deltagere.

Derudover får de besøgende skoleelever mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige "Prøv og mærk stande". Her kan de også snakke med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.

 Se mere på skillsdenmark.dk
 Se mere på skills2020.dk

VIDEO: Se film fra DM i Skills 2019 i Næstved (Video: SkillsDenmark)

 

Udskriv