Styr på dyr

Et hold eux-dyrepassere har netop fået svendebrevet i hånden og studenterhue på hovedet på Roskilde Tekniske Skole. Det blev fejret med flotte taler, Gæt og grimasser og de helt store smil på skolens afdeling, Vilvorde.

Der var en lettet stemning til dimissionen for de nybagte eux-studenter fredag den 26. juni.

Der var rosende ord i flotte taler til eleverne, og eleverne havde til undervisernes overraskelse arrangeret en omgang Gæt og grimasser. Underviserne stod for grimasserne, og de udviste ikke overraskende et særligt talent for at imitere dyr. Familie, mestre og venner – som var der for at fejre eleverne – stod for gæt.

Sammenhæng mellem teori og praksis

Fordelen ved en eux-uddannelse er, at eleverne bliver faglærte og samtidig får en gymnasieeksamen med sig. Det betyder også, at der skal være en god sammen sammenhæng mellem teori og praksis. To af de nybagte eux-studenter Nicolas Jepsen og Michelle Boemand Welsø forklarer:

- De gymnasiefag vi har, passer rigtig godt til den praktiske del af vores uddannelse, siger Michelle.

Nicolas fortsætter:

- Fx kan jeg meget konkret forstå, hvad jeg kan bruge matematik og biologi til. Et fag som virksomhedsøkonomi er også meget relevant, og det er tydeligt, hvad fagene kan bruges til i uddannelsen.

Under dyrepasseruddannelsen specialiserer eleverne sig inden for et felt. Nicolas valgte at færdiggøre uddannelsen med specialet forsøgsdyr.

- Lige her og nu vil jeg gerne finde mig et arbejde, og så overvejer at tage yderligere uddannelse, fordi jeg gerne vil arbejde med forsøgsdyr i forskning, fortæller Nicolas.

En uddannelse med flere rødder

Som eux’ere har de to elever oplevet forskellige kulturer og undervisningstilgange i gymnasiefagene og de erhvervsfaglige fag. De understreger, at det som elev er vigtigt at have den rette indstilling:

- Som eux’er er du ikke i en samlet klasse hele tiden. Du skal indgå i mange forskellige forløb for at nå de målpinde, som du skal. Det kan nogle gange være lidt forvirrende – omvendt får du mødt mange andre fagligheder, fx i faget dansk og matematik, forklarer Nicolas. Michelle fortsætter:

- Det er skægt at opleve andre elever i gang med en helt anden uddannelse, og høre om hvad de beskæftiger sig med og brænder for.

Kommunikation et nøgleord

Skolen har opmærksomhed på udfordringen, og det kan eleverne godt mærke:

- Der er en god kommunikation mellem underviserne på de forskellige fag på uddannelsen. I dagligdagen handler det for os elever om at sige til, når der er mange opgaver i ét af fagene. Er vi presset med afleveringerne på det ene fag, så lytter underviserne på det andet. Vi finder den rigtige måde at få det hele gjort og afleveret på ved at kommunikere med hinanden, siger Michelle.

Michelle er uddannet eux-dyrepasser med hestemanager som speciale. Hun vil først og fremmest have noget praktisk erfaring.

- Så må jeg se, om jeg vil ind og læse videre på et senere tidspunkt. Det er virkelig fedt at have begge muligheder, siger hun.

Lørdag stod den på vogntur for de nybagte eux-studenter efterfulgt af en stribe svendegilder. I fremtiden venter de mange muligheder, som åbner sig med en eux. 

Få mere at vide

 Dyrepasser

 Dyrepasser med eux

 Eux - bliv student og faglært - erhvervsfaglig studentereksamen

Se billederne

 

Udskriv