Elever stemmer for summercamp

Eksplosiv madlavning, leg med robotter og DNA-analyse på HTX Roskilde var nogle af elementerne i ny summercamp på Roskilde Tekniske Skole.

I hele uge 32 var der som ferieaktivitet for elever fra 7.-9. klasse fokus på naturvidenskaben. Der var skiftende tema hver dag og fernisering i lokaler på HTX Roskilde, så forældrene kunne se, hvad deres unge havde arbejdet med.

Mathias, som netop har afsluttet 9. klasse fra Tjørnegårdskolen var en af deltagerne.

- Jeg har været med alle dage. Vi har fx lavet mad, hvor vi har skulle lave mad i grupper. Vi skulle samarbejde og lave tegninger over, hvordan vi ville lave maden, lidt som IKEA-tegninger. Det var rimelig sjovt – og sjovt at arbejde sammen med nogen, som man ikke har arbejdet sammen med før. Vi lavede veganske flæskesvær, gelékugler og jeg blev kikærte-mester, sagde Matthias, mens han arbejdede med microcontrollere og ultralydssensorer som del af robotudfordringen. Han skal starte på HTX Roskilde efter ferien. For ham var det sjoveste dagen, hvor de skulle programmere spil.

Sashia kommer fra Gadstrup Skole og har også deltaget hele ugen:

– Tirsdag lavede vi programmering. Onsdag skulle vi opklare et mord. Og torsdag var det så bioteknologi. Det var sjovest med madlavningen mandag og bioteknologi torsdag, hvor vi arbejdede med enzymer og testede det.

Sashia har planer om, at hun vil på udveksling til USA, men hun har endnu ikke fundet den rette familie.

Ziggy, som skal starte i 8. klasse på Bækkegårdsskolen i Ølstykke var også glad for summercampen:

– Det har været godt, og jeg har lært en masse nye ting. Jeg har fx lært, hvordan man tager sit eget DNA og har arbejdet med noget, man ikke kan gøre derhjemme, fordi jeg ikke har de rigtige ting. I dag er nok den fedeste dag, for det er sjovt at bygge robotter. Jeg skal få den til at køre, så den ikke kører ud over kanten, fortæller Ziggy, som gerne vil arbejde med robotter og gerne vil være ingeniør engang.

Baggrund for STEM

Summercampen, hvor der var tilmeldt 20 elever, foregik på HTX Roskilde, som er en del af Roskilde Tekniske Skole. Campen blev afholdt for første gang og er udviklet som en del af projekt STEM – vejen til erhvervskompetence og beskæftigelse, støttet af EU’s Socialfond. Projektet kan følges på www.rts.dk/projekter og www.stem-vejen.dk

Summercampen var en stor succes, så der er allerede besluttet at gentage succesen samme tid næste år. 

Se billederne 

 

Udskriv