Nye håndværkeruddannelser blev indviet

Greves borgmester Pernille Beckmann indviede lørdag den 25. januar to nye erhvervsuddannelser: Bygningsmaler og træfagenes byggeuddannelse på den nye uddannelsessatellit i Greve.

Det er nu muligt at tage grundforløbsuddannelsen inden for tømrer- og bygningsmalerfagene i Greve, hvor EUC Sjælland og Roskilde Tekniske Skole har opbygget en såkaldt uddannelsessatellit. Det blev fejret lørdag den 25. januar, hvor kommunens borgmester Pernille Beckmann indviede de nye uddannelser med ordene

- Der er brug for kloge hænder.

Positivt læringsmiljø og praktisk viden Lokalerne på Rådhusholmen 3 var fyldt med aktivitet. Bygningsmalerne lavede praktiske øvelser, så besøgende kunne få et kig på de mange praktiske og faglige færdigheder uddannelsen indeholder. En af de nye elever Izabella Caroline Sønderby, 20 år fra Glostrup er netop påbegyndt uddannelsen.

- Det er superfedt og hyggeligt her i Greve. Og det er nemt at komme hertil med offentlig transport både busser og toge. Jeg er ikke en pige, der sidder stille. Her laver man en masse, men jeg føler ikke, jeg er i skole. Der er ikke lektier men deadlines på vores opgaver, fortæller Izabella.

Også tømrerne havde gang i de praktiske opgaver og var ved at lave en række bænkeborde. Nicklas Pabst, 26 år fra Hvidovre er lige begyndt på tømreruddannelsen.

- Jeg var meget spændt på at se, hvordan det var at starte på uddannelsen. Jeg kan varmt anbefale det, det er langt over min forventning og et positivt miljø at være i. Der mangler ikke noget, det er hyggelige lokaler og en superfed stemning, siger Nicklas

- Jeg elsker at arbejde med hænderne og vores lærer her er virkelig god.

Flere uddannelsesmuligheder er på vej

Fra august 2020 startes der yderligere grundforløb 1 op inden for bygge og anlæg. Grundforløbet henvender sig til unge, der har interesse i diverse byggeuddannelser. Hertil planlægges der også fremtidige brobygningsaktiviteter for de lokale grundskoler.

Desuden bliver det igen muligt, at starte på grundforløb 2 for tømrer og bygningsmaler til august.

Formålet er at tilgodese unge i Køge Bugt-området og omegn, som foretrækker at starte sin uddannelse lokalt og uden lang transportvej. Eksempelvis skulle en ung, der ønskede at uddanne sig til bygningsmaler transportere sig til enten Næstved, Roskilde eller København. Derfor har det nye tilbud også opbakning fra både kommune og Ungdommens Uddannelsesvejledning i Greve.

Tilmelding til uddannelserne

Man kan tilmelde sig uddannelserne via optagelse.dk både på Roskilde Tekniske Skole og på EUC Sjælland.

Man kan læse mere om tilbuddet på skolernes hjemmesider eucsj.dk og rts.dk.

Se også 

Nyhedsindslag på TV2 Lorry (25. januar 2020)

Få mere at vide

 Grundforløb 1: Bygge og anlæg

 Grundforløb 2: Bygningsmaler

 Grundforløb 2: Træfagenes byggeuddannelse

 Om adressen: Roskilde Tekniske Skole, Rådhusholmen 3, Greve

Se billederne

 

Udskriv