Nyt website om Grønne Karriereveje skal tiltrække flere unge til det grønne område

Alle analyser siger, at der om ganske få år vil være mangel på faglært arbejdskraft – også indenfor det grønne område. Det er derfor helt nødvendigt, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Problemet er blot, at alt for mange unge kun kender til de klassiske håndværk som tømrer, murer og maler mv.

Allerede i dag oplever flere virksomheder i den grønne branche, at det er blevet sværere at få fat i uddannede medarbejdere. Det er derfor helt nødvendigt, at flere unge vælger en Grøn erhvervsuddannelse, og ikke kun inden for de klassiske håndværk som tømrer, murer og maler.

I Det Grønne Partnerskab har man derfor udviklet et nyt og spændende vejledningsværktøj, som skal informere og vejlede unge om mulighederne for uddannelse indenfor de grønne fag.

Hvad laver en anlægsgartner? Og hvad er egentlig forskellen på en Greenkeeper og en Groundsman?

Det er den slags spørgsmål som det nye vejledningsværktøj skal besvare gennem brugen af film, billeder og tekst om de grønne uddannelser og jobmulighederne indenfor den grønne branche. Et andet vigtigt element er karrieren, hvor der gennem vejledningen også sættes fokus på hvordan der kan skabes en karriere fra anlægsgartner til Urban landskabsingeniør til landskabsarkitekt.

For at ramme den unge målgruppe med relevante budskaber og materialer, er der i kommunikationen lagt vægt på at formidle "fra ung til ung”. Det nye website er bygget op omkring unge mennesker, der allerede har deres dagligdag i grønne fag, for dermed at sætte ansigter på branchen, som andre unge kan spejle sig i.

Det nye vejledningsværktøj er bygget op omkring en række studievejledende spørgsmål, som skal guide den unge til - på tværs af alle uddannelsesniveauer - at opnå kendskab til grønne uddannelser og brancher, hvor det både vil være muligt at få praktikplads og ansættelse bagefter. Alt dette med afsæt i den enkelte unges interesseområder og præferencer.

”Vi håber, at websitet vil blive brugt flittigt – og at det vil give endnu flere unge lyst til at vælge en erhvervsuddannelse” siger Søren Himmelstrup, som er Uddannelseschef for de grønne uddannelser ved Sandmoseskolen i Jammerbugt Kommune, og leder af det Grønne Sekretariat under Det Grønne Partnerskab.

Men websitet er mere end blot et redskab til rekruttering til erhvervsuddannelserne. Det viser samtidig vej i forgreningen af alle de mange muligheder for efter- og videreuddannelse

”Websitet udgør et meget bredt værktøj til vejledning”, forklarer Søren Himmelstrup, og fortsætter: ”Det kan bruges af professionelle UU-vejledere og karrierevejledere, men vi ved jo, at forældrene spiller en stor rolle i de unges uddannelsesvalg, så vi har også tænkt på mor og far i udformningen af budskaber og information.”

Man kan lære vejledningsværktøjet bedre at kende på adressen: www.grønnekarriereveje.dk

Få mere at vide

Det Grønne Partnerskab består af en række anlægsgartnervirksomheder, landskabsarkitektvirksomheder, rådgivende ingeniørvirksomheder, uddannelses- og vidensinstitutioner, Danske Anlægsgartnere, Dansk Golf Union, 3F.

Partnerskabet blev etableret i 2018 og samler for første gang hele den grønne branche og samtlige grønne uddannelser i et partnerskab med fælles målsætninger. Det er en kerneopgave for Det Grønne Partnerskab at styrke indsatsen for rekruttering til den grønne branche.

Projektet Grønne Karriereveje er iværksat med EU-tilskud fra Socialfonden samt tilskud fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses decentrale erhvervsfremmemidler.

 

 

Udskriv