84 nye landmænd klar til at indtage landet

Torsdag d. 24. juni kunne 84 glade nyuddannede landmænd sætte punktum for deres uddannelse på Landbrugsskolen Sjælland (Høng).

Der var store smil og lykønskninger over hele linjen til dimissionsfest på Landbrugsskolen Sjælland (Høng). Hele 84 elever fik deres uddannelsesbevis. 25 af dem har taget landbrugsuddannelsen som eux, den erhvervsfaglige studentereksamen, og kunne dermed også sætte studenterhuen på hovedet.

- Det har været en turbulent tid for eleverne pga. Covid19-situationen. Men de er kommet igennem så flot, og det var virkelig befriende for dem, at de kunne fejre hinanden og deres præstationer med en rigtig dimissionsfest. Jeg hylder dem for deres ihærdige indsats og glæder mig til at se dem i branchen eller på andre uddannelsesinstitutioner, siger Henrik Lysemose Jensen, forstander på Landbrugsskolen Sjælland (Høng). Dimissionsfesten blev naturligvis afviklet inden for rammerne af Covid19-restriktioner.

Flotte priser til tre elever

Tre elever fik ekstra opmærksomhed under aftenens festligheder.

Tobias With Hansen blev Årets elev i praktikken. Alle elevers praktikvirksomheder var inviteret til at indstille deres elev på baggrund af række præmisser. På baggrund af indstillingerne valgte uddannelsesvalget for landbrugsuddannelsen Tobias.

Afgangseleverne vælger pr. stemmeafgivning Årets kammerat, som uddeles til en elev, der har gjort lidt ekstra for at være den gode kammerat på studierne. Sofie Joyce S. Jensen fik æren i år.

Prisen Årets elev blev givet til Patrick Slominiski Jensen. Lærerne på landbrugsskolen vælger prismodtager, og prisen uddeles til en elev, som har rykket sig socialt og fagligt i alle fag.

De tre elever får hver 10.000,-, som er sponsoreret af Sjællands Vikarservice.

Nu står alle døre åbne for de mange nyuddannede landmænd. De kan vælge at tage job i branchen. Der er også nogle, der vælger at læse videre, fx til agrarøkonom eller produktionsleder. Forude venter dog først en velfortjent sommerferie.

Læs om uddannelserne

Landbrugsuddannelsen

Landbrugsuddannelsen med eux

Se billederne

 

Udskriv