Dyrepasser med drømmejob

Natasja er uddannet dyrepasser med speciale i dyrehandel fra Roskilde Tekniske Skole. Hun blev færdig for godt et år siden og har nu fået, hvad hun selv beskriver som et drømmejob. 

Natasja Geill er netop blevet ansat som bestyrer af Zoobiidoo – en nystartet dyrehandel i Solrød Center.

- Med den uddannelse jeg har taget, er det nærmest en perfekt stilling. Mit arbejde består i at betjene kunder, passe dyrene, bestille varer, holde butikken pæn, brande os på de sociale medier og meget andet, fortæller en glad Natasja.

Mød hende i videoen og hør, hvorfor det er fedt at arbejde med dyr.

VIDEO: Natasja fortæller, hvorfor det er fedt at arbejde med dyr.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Uddannelsen til dyrepasser

Som dyrepasser lærer du blandt andet at fodre og passe dyr samt planlægge avl. På dyrepasseruddannelsen lærer du alt, hvad du skal vide om dyrenes biologi, korrekt mad samt sygdom og sundhed hos dyr. Der er fire specialer inden for uddannelsen: forsøgsdyr, dyr i zoologiske anlæg eller dyrehandel samt som hestemanager. 

Du kan tage uddannelsen som eux. Det betyder, at du tager dyrepasseruddannelsen samtidig med, at du tager en studentereksamen. Du bliver erhvervsfaglig student.

Få mere at vide: 

Dyrepasser 
Hestemanager 
Dyrepasser med eux 
Hestemanager med eux

Se billederne

 

Udskriv