Et batteri lavet af småsten
Et hold elektrikerelever har som en del af et internationalt samarbejde lagret energi i en kasse med småsten.
Ved hjælp fra solpaneler har elever på elektrikeruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole forsøgt at lave et batteri ud af en kasse fyldt med små sten.
- En af de største udfordringer i den grønne omstilling er at få lagret den energi, som bliver produceret af de vedvarende energikilder fra fx solpaneler og vindmøller. Det har eleverne arbejdet med i dette undervisningsforløb ved at lave et projekt i en lille skala, hvor de skulle få energien fra et solpanel til at blive opbevaret i en kasse med små sten, forklarer Rebecca Birk Pedersen, underviser på skolen.
En af metoderne til at lagre overskudsenergi på er at opvarme sten, hvorfra energi kan trækkes ud, når det skal bruges. Det lykkedes for eleverne at løse den komplicerede opgave. I den ene gruppe nåede stenene fx en temperatur på 150 grader. En del af opgaven var også at måle på, hvor meget energi der tabes, når energien skal videre fra stenbatteriet.
En del af et internationalt projekt
Elevprojekterne med lagring af energi i småsten er en del af et større internationalt samarbejde, Erasmus+ EDU TRANS, som ud over Roskilde Tekniske Skole og AARHUS TECH, involverer skoler fra Holland, Tyskland og Spanien. Formålet med samarbejdet er at udvikle relevante standarder og undervisningsprojekter inden for den grønne omstilling og kunne bruge og forstå dem på tværs af landegrænserne.
- Vi er meget stolte over at kunne levere et så flot projekt og resultat ind i dette internationale samarbejde. Da vi fra Roskilde Tekniske Skole fortalte de andre skoler, at vi ville lave dette projekt, var de skeptiske overfor, om det kunne lade sig gøre. Det viser, at vi som skole er frontløber på de initiativer, der skal være med til at løse de klimaudfordringer, som verden står overfor, fortæller René Kjærgaard Frost, uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole.
Forløb afsluttet på DTU Risø
Elektrikereleverne afsluttede det flotte projekt ved at opleve lagring af energi i en noget større skala på DTU Risø. Her er Kurt Engelbrecht projektleder på projektet, som eleverne fik lov at opleve på forskningsuniversitet ud til Roskilde Fjord.
- Det var nogle meget nysgerrige elever, og de stillede virkelig mange relevante spørgsmål til vores projekt. Det var tydeligt for mig, at de kommer med en anden og mere håndværksmæssig baggrund, der gør dem i stand til at se tingene på en anden måde, end vi gør, når vi arbejder med vores energilager af sten, fortalte Kurt Engelbrecht efter besøget af eleverne. Projektet som Kurt har stået i spidsen for i den afsluttende fase kørte fra 2016-19 og blev gennemført i et samarbejde mellem Andel, DTU, Aarhus Universitet, Energinet, Rockwool, Dansk Energi og EUDP. Anlægget bruges i dag til at lave tests og målinger på.
- Det har været spændende at se et så stort energilager af sten, når nu vi selv har lavet en miniudgave af det. Det er sjovt at se, hvordan det skal laves, hvis det skal lagre meget energi. Vi får også mulighed for at tænke, hvad vi kunne lave bedre i vores eget projekt på skolen, fx i forhold til valg af materialer. Det var fedt at sammenligne vores data med de data, som de har fra løsningen på DTU Risø, fortæller en af eleverne Gashti Karim, som har læreplads hos HH Installation i Slagelse.
Se billederne