Velbesøgt VIP-frokost for virksomheder

Torsdag den 12. maj slog Roskilde Tekniske Skole dørene op for virksomheder med interesse for elever på uddannelserne mediegrafiker, teknisk designer og digital media. 

33 virksomhedsrepræsentanter mødte torsdag op til en VIP-frokost på Roskilde Tekniske Skoles medieuddannelser.

- Når vi inviterer virksomhederne ind på skolen og uddannelserne, er det for at opnå et tættere samarbejde med dem, der allerede har elever fra vores uddannelse. Samtidig er det også en invitation til de virksomheder, som endnu ikke har oplevet de mange fordele, der er ved at ansætte elever, der tager en erhvervsuddannelse, siger uddannelsesleder Astrid Holmgaard Jensen.

VIP-arrangementet blev skudt i gang med en bid mad, hvorefter repræsentanterne fra virksomhederne fik mulighed for at komme ind i klasseværelserne og tale med elever om deres projekter og uddannelse.

God oplevelse

Karnov Group var blandt de besøgende virksomheder, og de tre repræsentanter havde en god oplevelse:

- I næste uge har vi arrangeret en workshop for nogle elever fra skolen, som kunne være interesserede i at blive ansat hos os. Dagens arrangement giver os mulighed for at fortælle mere og flere om workshoppen, og efter i dag tæller workshoppen cirka ti elever. Så vi er rigtig tilfredse med at være kommet her i dag, fortalte Peter Riise, som er Director of Software Engineering i virksomheden.

- Det er rigtig rart at få talt mere med nogle af de elever, som vi i øjeblikket er i dialog med om tre digital media-elevpladser. Når vi møder dem her i dag, får vi en bedre fornemmelse af, hvem de er, og hvordan de er indstillet. Vi får dannet nogle relationer til eleverne, og måske virker vi også en smule mindre farlige for de elever, som blot er på deres grundforløb i uddannelsen, fortalte Bjarke Brask Holm-Rubeksen, som er Team Lead i Karnov Group.

Stor succes

Astrid Holmgaard Jensen er både glad og stolt over dagens arrangement:

- Det er rigtig fedt, at vores elever får denne oplevelse og mulighed. De skal være klar til et arbejdsmarked, hvor det bl.a. handler om at kunne sælge sig selv og gøre sig interessant for virksomheder. Det har dagens arrangement også været med til at bidrage til.

Roskilde Tekniske Skole planlægger at afholde et nyt arrangement for virksomheder til efteråret.

Se billederne

 

Udskriv