Roskilde Tekniske Skole vil fuldføre udvidelsesplan på Musicon
- Vi er klar til at skrive et nyt kapitel af skolens historie, siger direktør Jesper Østrup.
NCC har vundet hovedentreprisen på færdiggørelsen af etapebyggeriet på Pulsen 8 for Roskilde Tekniske Skole. I dag blev aftalerne underskrevet på skolen af Allan Lavrsen og Lars Bleg Jensen fra NCC Danmark A/S, Tobias Wittenburg fra Christensen & Co samt bestyrelsesformand Hans-Arne Nielsen og direktør Jesper Østrup fra Roskilde Tekniske Skole.
- Med underskrivelsen af aftalen i dag er vi nået et skridt nærmere målet om at få samlet store dele af skolens uddannelsesaktiviteter i Roskilde og skabe et unikt undervisningsmiljø på Musicon, hvor uddannelse og inspirerende læringsmiljøer går hånd i hånd. Vi er klar til at skrive et nyt, stort og vigtigt kapitel af skolens historie, siger Jesper Østrup, direktør på Roskilde Tekniske Skole.
På vej mod samling
Det nye byggeri bliver tredje og sidste etape på et byggeri, som startede i 2010 efter en plan fra arkitektfirmaet Christensen & Co. Den første etape af visionen blev realiseret i 2013, og den anden etape blev fuldført i sommeren 2020. Nu ønsker skolen at fuldføre den tredje etape af byggeprojektet, som er på cirka 13.000 bruttokvadratmeter. I arkitekttegningerne er der lagt vægt på at skabe en masse rum, indvendigt som udvendigt, hvor der er plads til at være ung, social og fordybet i studier.
Samling af uddannelsesaktiviteter
De nye bygninger skal bl.a. huse teorilokaler, nye muligheder for grundforløb samt værksteder inden for bygge- og anlægsområdet. Ifølge byggeplanerne skal bygningerne tages i brug i sommeren 2026.
- Det bliver en kæmpe gevinst for samarbejdet om uddannelserne, når vi samles på Musicon. Det er en fysisk udvidelse og forbedring af skolens faciliteter og studiemiljø. Det vil også skabe et moderne og sammenhængende læringsmiljø for fremtidige generationer af lærlinge og studerende på skolen midt i det pulserende liv på Musicon, fortæller Jesper Østrup.
Inddragende byggeri
Underskrifterne foregik i forbindelse med en opstartsworkshop på Roskilde Tekniske Skole. Workshoppen er en i en række, da byggeprocessen gennemføres som Inddragende byggeri. Formålet med denne fremgangsmåde er at sikre, at de endelige resultater imødekommer brugernes behov og bygherrens forventninger bedre. Interessenter og brugere – fx undervisere og elever – er undervejs involverede i design- og byggeprocessen. Før byggeriet kan gå i gang, skal det endeligt godkendes i Finansudvalget.
Se billederne