Fra DM i Skills til Copenhell

Fra DM i Skills til Copenhell

Under DM i Skills 2024 var Roskilde by prydet med kæmpeværktøjer, bygget af elever på Roskilde Tekniske Skole. Nu er to af værktøjerne installeret på Copenhell. 

De mange tusinde gæster til rock- og metalfestivalen Copenhell kan opleve en hammer og en økse i størrelse XXXXXL, som elever på grundforløb 1 producerede i træ i efteråret 2023. De to værktøjer var en del af en samling på 20, som blev brugt som en meget synlig opvarmning til DM i Skills 2024 i Roskilde.

Meget mere end metal

Der er primært brugt genbrugstræ til at bygge værktøjerne med. Træet er rester, som Roskilde Tekniske Skole fik fra Roskilde Festival igennem STARK Gentræ, da festivalen var forbi i 2023. De to kæmpeværktøjer skal stå i forskellige områder, som er bygget op efter temaer. Øksen skal være med til at skabe den helt rigtige stemning i vikingebyen Udgaard, og hammeren skal stå i området Boneyard. Hør Morten Ricevuto Hansen, Atmosfærechef på Copenhell, forklare, hvorfor værktøjerne passer ind i festivalens udseende og udtryk:

VIDEO: Morten Ricevuto Hansen, Atmosfærechef på Copenhell, forklarer her, hvorfor værktøjerne passer ind i festivalens udseende og udtryk.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

En gnist der kan skabe mere lys

Det er projektet GNIST, støttet af Tietgenfonden, som har skabt vejen for, at øksen og hammeren fandt vej til Refshaleøen, hvor musikfestivalen foregår i det gamle B&W-værft.

- Projektets dna er netop at skabe en forbindelse mellem bæredygtighed, kulturelle begivenheder og erhvervsskolerne TEC og Roskilde Tekniske Skole. Der passer værktøjerne på festivalen perfekt ind, siger projektleder Cecilie Marie Høg og fortsætter:

- Vi håber at kunne være med til at udvide samarbejdet mellem Roskilde Tekniske Skole og Copenhell i 2025. Vi har en spændende idé, som vi arbejder på at kunne få til at lykkes.

Få mere at vide

Stolthed over lokalt samarbejde om genbrugstræ (nyhed, 24. november 2023)

Grundforløb 1 - Det levende håndværk

Se billederne

  

Udskriv