Virksomheder hyldet af deres lærlinge

Virksomheder hyldet af deres lærlinge

25 lærepladsvirksomheder er blevet indstillet til pris på Roskilde Tekniske Skole: - Det kan næsten ikke blive bedre, siger butikschef.

På landets erhvervsskoler kan lærlinge indstille deres lærepladsvirksomheder til Årets Læreplads eller Årets Innovative Læreplads. På Roskilde Tekniske Skole har 25 lærlinge valgt at formulere en indstilling. Det hylder skolen ved at en virksomhedskonsulent kører rundt til de nominerede virksomheder og overrækker en buket blomster samt et indrammet kort, som kan hænges op på væggen.

Virksomhedskonsulent Jonas Brændgaard Nielsen fra Roskilde Tekniske Skole var bl.a. ude hos Grønne Hjem i Ballerup for at give butikschef René Carlsen nomineringen. Han fortalte, at det ”det kan næsten ikke være bedre” at blive anerkendt af en lærling på denne måde – se hvordan det gik:

VIDEO: Grønne Hjem anerkendt af deres lærling: Indstillet til Årets Læreplads 2024.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Det er lærlingen Mads Lykke Høgsted, som har lavet indstillingen, hvor han bl.a. skriver: ”Der er en jovial stemning på jobbet, og vi prøver alle at lære af hinanden ud fra vores spidskompetencer. Man er aldrig i tvivl hvor man skal gå hen med et spørgsmål”.

Lokale vindere går videre til national konkurrence

Roskilde Tekniske Skole kårer en vinder i de to kategorier ved en reception på skolen den 8. oktober. De to virksomheder som kåres går videre til den nationale konkurrence, hvor priserne uddeles af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Fonden for Entreprenørskab, som gerne vil anerkende virksomheder, der gør en markant for lærlingene.

Den nationale prisuddeling afholdes den 5. november i København, hvor de to vindere af Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads 2024 præsenteres.

 

Udskriv