Naturvidenskabsfestival 2024

Naturvidenskabsfestival 2024

Årets emne, som er bestemt af Astra (det nationale naturfagscenter), var ”Igen og igen” hvor vi valgte at dykke ned i underemnet "Gentag - Økosystemer og kredsløb".

Vanen tro afholdt Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde Naturvidenskabsfestival i uge 39. Det blev endnu en gang til rekord mange tilmeldte - 310 elever fordelt på 15 folkeskoleklasser (7.-9. klasse). Hver klasse havde 2½ time sammen med vores faglærer, der arbejder med teori og forsøg gennem besøget.

Det er ikke, fordi vi ser det som en konkurrence i at have flest gæster, men vi er glade for at kunne dele vores passion for naturfag med rigtigt mange elever.

Igennem vores teoretiske oplæg prøver vi at udfordre elevernes viden for at få dem til at tænke over, hvad de har lært, og hvad de får med fra vores måde at gøre tingene på. Vi tror på, at vi giver eleverne en ny vinkel på flere ting, når de deltager i Naturvidenskabsfestival hos os.

Vi håber at kunne give eleverne en anderledes oplevelse, end de får i Folkeskolen. Som erhvervsskole har vi nogle andre kompetencer at trække på. Dissektionen af en rotte var i hvert fald en stor oplevelse for rigtigt mange af eleverne.

Under besøget blev der lært teori om og lavet forsøg med: fotosyntesen, respiration, mikroorganismer, energiomsætning af fødevarer og dissektion. Emnerne og forsøgene er udvalgt både for at vise eleverne teorien i praksis, men også for at åbne for andre diskussioner.

I forsøget med energiomsætning, arbejde vi med melorme, og deres energioptag. I den forbindelse kom vi omkring emnet om, hvordan vi brødføder hele jordens befolkning på den bedste måde i forhold til energiforbrug.

Særligt dissektionen deler vandene. Der er stor forskel på, hvordan eleverne oplever det at arbejde med en aflivet rotte. Det giver anledning til både små og store spørgsmål. Fx ”hvorfor skal den rotte dø, bare fordi vi skal skære i den”, et spørgsmål der kan lukke op for et helt andet emne end fordøjelsessystemer, nemlig synet på om forsøgsdyr er relevante.

En del af eleverne er i starten meget reserverede i forhold til at arbejde med rotterne. Det er en stor barriere for dem, men rigtigt mange af dem kommer forbi den. De ender med at være meget engagerede i dissektionen.

Der er elever, der går med en forestilling om hvad de gerne vil arbejde med. Et par af eleverne, der gerne ville være henholdsvis læge og dyrlæge, fandt under dissektionen ud af, at der var noget, de skulle arbejde med, inden de kunne føre deres drøm ud i livet. Ingen af dem var specielt glade for blod og indvolde. 

Se billederne

 

Udskriv