HTX Roskilde er vildt fedt og har fællesskab, forskellighed og forskning
Certifikater i Science og Talent og titlen som Årets forskergymnasium 2023 fortæller kun en lille del af sandheden om HTX Roskilde, som er fyldt af liv, leg og har plads til alle.
- Det har været tre fantastiske år, siger Nilas, som var blandt årets første studenter fra HTX Roskilde i 2024.
Den 24. juni fik de første studenter fra HTX Roskilde hue på. Theodor Anton Sivager, Freja Klara Bode, Mathias Pihl Sørensen, Mathilde Fløe Skaarup Petersen og Nilas Gabriel Ulletved Hjælm Nørregaard kunne lade sig hylde af familie, venner og kærester, da de blev færdige samtidig med den sidste eksamen.
- Det har været vildt fedt at gå på HTX Roskilde. Jeg har oplevet det som, at vi er mange forskellige mennesker, som har haft mulighed for at udfolde os i alle mulige sociale fællesskaber, fortæller Nilas.
- Der har været et klart fokus på de naturvidenskabelige fag, og det var også grunden til, at jeg valgte HTX Roskilde. Undervisningen er meget varieret, med fx store tværgående projekter, hvor de mange fag ligesom har haft deres egen rolle. Det har været fedt, siger Theodor.
Rørt rektor
HTX Roskildes nye rektor, Emil van Es, deltog sammen med de fem studenter i sin første flaghejsning:
- Jeg er både rørt og stolt over at sende studenterne videre ud i verden. Det er et kæmpe privilegium at få lov at være en lille del af deres store fejring. Og det er svært at have helt tørre øjne, når jeg ser de stolte forældre give vores elever huen på, forklarer rektoren og fortsætter:
- Det er også lidt vemodigt, at vi skal sige farvel til nogle elever, som i den grad har præget skolens faglige og sociale liv. Heldigvis ved jeg, at de går herfra med rigtig mange gode kompetencer, og at de med den mørkeblå hue i hånden, har alle muligheder åbne for videre uddannelse. Det kan man også se i statistikkerne, hvor HTX Roskilde de seneste mange år har været det gymnasium i Roskilde, hvor flest har påbegyndt en videregående uddannelse to år efter gymnasiet, siger Emil van Es.
Plads og projekter
Her er plads til alle, og ingen er alene. Gruppearbejde er nemlig et kendetegn på HTX, hvor der tit er projekter i undervisningen. Her findes løsninger på udfordringer – i fag lige fra idéhistorie over fysik til teknologi. Her trænes du til et fremtidigt studie- og arbejdsliv.
Tre år med faglighed, fester, studieture, kammeratskab og hårdt arbejde venter, når du starter i 1. g på HTX Roskilde. Fra start er der fokus på sociale aktiviteter, som skaber fællesskaber på mange måder.
Studieretninger med muligheder
Med otte studieretninger udbudt i 2024/25 er gymnasiet blandt de større HTX-gymnasier og studieretningerne spænder vidt fx Bioteknologi, Game design, Fysik, Design samt Krop og Sundhed. Studieretningerne udvikles løbende og HTX er gymnasieretningen med de fleste muligheder for videreuddannelse.
Klubber og fællesskaber
De mange muligheder giver både plads til forskellighed og sociale fællesskaber omkring faglighed og egne interesser. Der er fester, elevråd, klimaråd og en lang række elevdrevne klubber fx bogklub, brætspilsklub, fitnessklub, DnD-klub.
Få mere at vide
Læs om studieretninger, studiemiljø og undervisning på www.htxroskilde.dk
Kontakt vores vejledere på 46 300 400, hvis du har spørgsmål eller vil besøge os.
Mød os på Uddannelsesmessen 2024 eller kom til åbent hus 25. januar og informationsaften 29. januar.
Se billederne