Elever i bæredygtighedsprojekt hos Dyrenes Beskyttelse

Elever i bæredygtighedsprojekt hos Dyrenes Beskyttelse

En gruppe dyrepasserelever fra Roskilde Tekniske Skole trodsede det kolde vejr for at deltage i et bæredygtighedsprojekt hos Dyrenes Beskyttelse i Roskilde. I projektet har de bygget væresteder til dyr. Alt fra hundetræningsbaner til insekthoteller som blev lavet af genbrugsmaterialer.

Cirka 40 dyrepasserelever fra Roskilde Tekniske Skole har i en kold uge 47 bygget en stribe anlæg sammen med og hos Dyrenes Beskyttelse i Roskilde. De forskellige opgaver, som eleverne har løst, har for eksempel været at lave en hundetræningsbane, en sø til sumpskildpadder, et kvashegn, aktiveringshuse til kaniner og insekthoteller. Eleverne har været begejstrede for at være på opgave hos internatet, hvor de har brugt deres viden om dyr og anlæg til at skabe de bedste nye rammer for dyrene. Fx fortæller eleven Laura, at de har bygget kaninbure med børster, så kaninerne kan efterlade duftspor. Se mere i videoen, hvor flere af projekterne vises frem af elever:

VIDEO: Eleverne fortæller og viser deres opgaver frem. (Video: Roskilde Tekniske Skole)

Undervisning på baggrund af Verdensmål

Al læringen i forbindelse med anlæggene har været bundet op på to af FN’s Verdensmål nummer 12, som hedder Ansvarlig forbrug og produktion samt Verdensmål 15 Livet på land.

Alle materialer er for eksempel genbrugsmaterialer – ting, som alligevel ikke skulle bruges til noget eller måske bare kasseres. Derudover er nogle af projekterne med til at understøtte biodiversitet, fx ved byggeri af kvashegn.
Lederen af Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, Nadja Frandsen, har haft en super oplevelse med at samarbejde med eleverne fra Roskilde Tekniske Skole.

- Det har været en fantastisk uge. Overalt på internatet har det myldret med elever fulde af energi og begejstring. Jeg havde ikke forestillet mig, at de havde nået så langt, og det har været fantastisk at være vidne til, sagde Nadja Frandsen efter, at der var drukket varm kakao og sagt farvel til eleverne på den sidste dag.

Håber på mere samarbejde

Nu er projekterne blevet installeret hos Dyrenes Beskyttelse, og det vækker glæde hos faglæreren, som har fået projektet på benene.

- Jeg er utroligt stolt af eleverne. De har lært meget af at komme ud og lytte til de behov, som internatet har haft og så arbejde ud fra det. Oven i købet har de reflekteret over og arbejdet med genbrugsmaterialer på en måde, hvor det virkelig giver mening. Fx har små stumper rør, bildæk og gamle brædder fået nyt liv og funktion på internatet, som giver højere trivsel for dyrene, siger Kenneth Grant, der er faglærer for eleverne på Roskilde Tekniske Skole.

Se billederne

 

Udskriv