Ny multibane på Landbrugsskolen Sjælland i Høng
Elever på Landbrugsskolen Sjælland indviede ny multibane, og tog den i brug med bolde, solskin og smil.
Landbrugsskolen Sjælland i Høng modtog en generøs donation fra Fruervadgårds Mindelegat til etablering af en ny multibane. Banen blev indviet den 12. maj, hvor der var kage og kaffe til elever og ansatte. De to elever, Sebastian og Mille, var med til indvielsen.
- Det er fedt, at vi har et sted at være sammen. Det er et sted, hvor man kan få nye fællesskaber, fordi man kommer til at snakke sammen med alle mulige andre, fortæller Mille.
- Det er også godt i forhold til frikvarterne. I stedet for at sidde inden for, har vi et sted at hænge ud og snakke sammen, fortsætter Sebastian.
Banen har kunstgræs og kan bruges til at spille fodbold, basketball og til alle mulige andre aktiviteter.
Se kort video fra indvielsen:
Indvielsen af multibanen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Den røde snor klippet
Bestyrelsesformand for Roskilde Tekniske Skole, Hans Arne Nielsen, holdt tale for den store gruppe elever, som var mødt frem til begivenheden. Han sagde til eleverne, at banen er bygget til dem, og at han håber, at den vil sprede glæde mange år frem i tiden. Efter talen klippede de to elever Frederik og Christoffer den røde snor.
Glad direktør
Landbrugsskolen Sjælland er en del af Roskilde Tekniske Skole, og skolens direktion glæder sig over donationen fra Fruervadgårds Mindelegat.
- Bevægelse er godt både for den enkelte og for fællesskaberne, der er her på skolen. Multibanens placering tæt ved teorilokalerne vil gøre det nemt for både undervisere og elever at integrere bevægelse og udeliv i undervisningen. Banen vil også bidrage til at støtte op om de gode relationer blandt eleverne, også uden for skoletiden, og bidrage til de unges trivsel, siger Janne Taklo Sørensen, ressourcedirektør på Roskilde Tekniske Skole.
Fruervadgårds Mindelegat har tidligere støttet Landbrugsskolen Sjælland med donationer til ombygninger af skolens faciliteter fx en multibane ved Landbrugsskolen Sjællands afdeling i Roskilde. Den nye donation er endnu et skridt i retning af at forbedre uddannelsesmiljøet for unge på landbrugsuddannelsen på både eud og eux. Læs om legatet: https://fruervadgaard.dk
Få mere at vide
Kom til Informationsdag 17. maj på Landbrugsskolen Sjælland, Høng og mød bl.a. landbrugsuddannelsen.
Bliv landmand - tag landbrugsuddannelsen
Se billederne