Et forrygende dyrskue for Roskilde Tekniske Skole
Mange gode snakke om uddannelse og smil fra gæster og medarbejdere. Det tager vi med os hjem fra Roskilde Dyrskue.
Roskilde Dyrskue er en god ramme for skolen at vise, hvad erhvervsuddannelserne handler om. På flere måder var Roskilde Tekniske Skole repræsenteret ved begivenheden.
Fremtidens håndværkere
Roskilde Dyrskues område Fremtidens Håndværkere vokser år for år. Sammen med Novonesis og Vestergaard Company havde skolen en stribe stande, hvor gæster kunne prøve forskellige ting, som var meget publikumsegnede, fx samle et fuglehus, gravere navn i nøglering og konkurrere i hjulskift på tid. Uddannelserne tømrer, bygningsstruktør, anlægsstruktør, vvs-energi, industritekniker, vvs-energi, elektriker, smed og personvognsmekaniker kunne opleves i området.
Hestemanagere og landbrugselever med flere shows
Ring 1 på dyrskuepladsen var epicenteret for både den officielle åbning og de mange shows i løbet af de tre dage. Hestemanagere og andre elever fra Landbrugsskolen Sjælland fik æren af at lave weekendens første show, som markerede, at nu var Roskilde Dyrskue startet. Det var en flot kulisse til et flot show.
Derudover opnåede skolens dyr både masser af præmier og flotte placeringer ved bedømmelserne under dyrskuet.
Tur i traktor med elever
Ved Maskingårdspladsen på dyrskuet kunne børn og familie få en tur i traktor. Elever fra Landbrugsskolen Sjælland sad bag rattet og gav hundredvis af børn en god oplevelse, de altid vil kunne tænke tilbage på.
Se skolens stemningsvideo fra dyrskuet:
(Video: Se skolens stemningsvideo fra dyrskuet.
Roskilde Tekniske Skole)
Roskilde Tekniske Skole er glade for at have været en del af Roskilde Dyrskue og at have vist, hvad vores erhvervsuddannelser kan tilbyde. Det har været en fornøjelse at møde så mange engagerede gæster og skabe gode oplevelser sammen, store som små.
Se billederne