Skov- og naturteknikere på studietur i Grønland

Skov- og naturteknikere på studietur i Grønland

Sjælden vegetation, indlandsis og moskusokser fyldte undervisningsskemaet, da en gruppe skov- og naturteknikere fra Roskilde Tekniske Skole tog et kig i den grønlandske fauna.

I en lille uge har 19 elever og 3 undervisere fra skov- og naturteknikeruddannelsen været på studietur i Grønland.

- Det var vanvittigt fantastisk. Det var en stor oplevelse fysisk, fagligt og mentalt. Grønland er et smukt og rørende sted. Man kan sige, at vi alle har fået en meget konkret oplevelse af, hvordan Danmark så ud efter sidste istid. De aflejringer, der sker når indlandsisen trækker sig tilbage, skal man se med egne øjne. Det er landskabsaflæsning i realtid, fortæller Phillip Vorting Randsø, en af eleverne som deltog. Han fortæller, at gruppen som var afsted, er blevet rystet sammen for fuld styrke under studieturen.

Se klip fra en af vandreturene:

(Video: Se klip fra en af vandreturene.
Roskilde Tekniske Skole)

Praksisnær undervisning i forandringer

Formålet med studieturen til Grønland var at give eleverne en praksisnær og tværfaglig forståelse af, hvordan klimaforandringer påvirker natur og samfund.

- Vores fokus var på landskabsdannelse, jordbundsforhold og plantesamfund i et arktisk miljø. Med afsæt i feltarbejde og observationer i den grønlandske natur skulle eleverne bruge deres viden fra undervisningen i Danmark og dermed opnå indsigt i forskelle og ligheder mellem danske og grønlandske naturforhold, fortæller Jeppe Stougaard Lund, underviser på Roskilde Tekniske Skole.

- Man taber pusten af den natur, der er deroppe. Og når man samtidig har undervisere, der brænder så meget for sit fag – planter, træer og skove – så blev det bare en fed tur. Da vi var på vej hjem fra indlandsisen den ene dag, slog det mig, at det var uvirkeligt at udleve en drøm, jeg ikke vidste, at jeg havde haft. Jeg har stadig ikke helt fattet, her en uge senere, hvor vild en tur det har været, siger Rasmus Hoff, en anden elev.

Spoler tiden tilbage

Eleverne har inden turen været på ture i Danmark til nøje udvalgte områder, som er helt anderledes end det, de kom til at opleve i Grønland.

- Ved at sammenligne landskaberne kunne eleverne se og registrere, hvad der er sket i Danmark i forhold til, hvordan der ser ud i Grønland. Vi snakkede med eleverne om, at man ved at se på Grønland i dag, kan gøre sig forestillinger om, hvordan der har set ud i Danmark for 15000 år siden, siger Jeppe Stougaard Lund.

Turen havde desuden til hensigt at styrke elevernes evne til at formidle naturfaglig viden gennem elevproduceret materiale, som efterfølgende skal bl.a. anvendes i undervisningen.

En oplevelse for livet

- Denne oplevelse vil sætte sig i os. I denne gruppe vil vi for altid have disse oplevelser sammen. Hvor tit er det lige, man må vige fra sin rute, fordi der står moskusokser og spiser, hvor man havde tænkt sig at vandre? Det har været spændende, sjovt og også hårdt, og det har bundet os sammen, afslutter Jeppe Stougaard Lund.

Roskilde Tekniske Skole søgte og fik bevilliget tilskud fra rejsepuljen til studieture til Færøerne og Grønland 2024-2026 hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Få mere at vide

Bliv skov- og naturtekniker

Se billederne

 

Udskriv