Godt samarbejde præsenteret

Godt samarbejde præsenteret

Før starten på Roskilde Festival var repræsentanter fra skolens bestyrelse, skoleoplæringscenterudvalg og lokale uddannelsesudvalg på rundtur på festivalen for at høre om skolens samarbejde med festivalen og se nogle af de undervisningsprojekter, som er med i år.

Turen startede med at gå forbi skolens adresser på Pulsen, hvor festivalen sætter sit præg. Roskilde Festival lejer en stor del af faciliteterne til forskellige festivalfunktioner og overnatning, og bruger blandt andet det store parkeringsareal ved Pulsen 2 til taxi-område.

Gruppen besøgte så Volunteers Village, hvor Steen Ritter fortalte og viste rundt. Steen har været skolens kontakt i området og er identitetsansvarlig, dvs. står for indretningen af området Volunteers Village. Området er dedikeret til afslapningsområde for de mange frivillige på Roskilde Festival. Steen viste blandt andet det belysningsprojekt, som er blevet gennemført i samarbejde med skolens elektrikerafdeling.

Turen gik videre til Artist Village, som er et område forbeholdt artister på festivalen. Her har gartnerelever tilplantet plantekasser og planter til dekoration af restaurantområde samt til de ”Compounds”, som de enkelte kunstnere får stillet til rådighed før og efter deres optræden på Roskilde Festival. Blomsteransvarlig Jacob Thorsen viste rundt og fortalte taknemmeligt om, hvor glad han er for samarbejdet med skolen, som udvikler sig positivt år efter år.

Det sidste projekt, hvor der var oplæg, foregik i Backstage Village, hvor områdeleder Kenneth Sejlø Andersen viste rundt. Området er for samarbejdspartnere, VIP’s og folk på betalte rundvisninger på festivalen. Kenneth fortalte om processen omkring design af en siddeinstallation, som har forløbet hele foråret for en gruppe elever på studieretningen Design på HTX Roskilde. Eleverne skulle tage udgangspunkt i en stol, som festivalen har et stort antal af. Ud fra stolen skulle de komme med forslag til sammensætning af stole og sæder ud fra en række krav og ønsker formuleret i samarbejde med Kenneth. Kenneth gav udtryk for, at det har været et inspirerende samarbejde og var glad for, at det er lykkedes af have opført et af elevernes forslag i et par eksemplarer.

Herefter var der tid til besøg på campingområdet, hvor der blev spist en Dixi-burger og var netværkstid. Der var stor begejstring for samarbejdet, og deltagerne var imponerede over, hvordan de frivillige ildsjæle fra Roskilde Festival arbejder sammen om arrangementet og hvordan det giver mening i forhold til elevernes læring, når de involveres i festivalprojekter som del af undervisningen.

Få mere at vide

Læs mere om samarbejdet med Roskilde Festival 

Se billederne

 

Udskriv