En uge med fokus på bæredygtighed

En uge med fokus på bæredygtighed

I uge 47 havde eleverne fra Roskilde Tekniske Skoles grønne uddannelser workshops på tværs af uddannelser med fokus på bæredygtighed. 

Formålet med bæredygtighedsugen på skolen er at skabe tværfagligt samarbejde og give plads til praktiske løsninger på verdensmålene. Ugen blev indledt med oplæg om skolens arbejde med bæredygtighed og inspirerende perspektiver på fremtidens løsninger. Så gik eleverne i gang med workshops, hvor de arbejdede kreativt og praktisk med konkrete projekter.

Her følger et par nedslagspunkter fra ugen.

Kompostbunke bygget som lagkage

I den ene workshop handlede det om at producere kompost effektivt og bæredygtigt med afsæt i den såkaldte Berkeley-metode. Bygger man en kompostbunke rigtigt op og med den rette blanding af materialer, kan komposten være klar på blot 18 dage. Undervejs når temperaturen i kompostbunken over 50 grader, og brænder dermed uønsket frøvækst af, så man får en ren og sygdomsfri kompost.

Mikkel uddanner sig til anlægsgartner og fortæller i videoen om en særlig komposteringsmetode, og hvad den giver af input i forhold til hans valg af uddannelse:

Niels fortæller om sin fascination af træ.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Bæredygtige udeanlæg

I en anden workshop blev der skabt funktionelle og bæredygtige udeanlæg til marsvin m.m., på tværs af uddannelser. Restmaterialer fx sten, jord og græs fik et nyt liv. Derudover blev der bygget habitater til truede arter, der er i området. Blandt byggede Manuel, som uddanner sig til dyrepasser, og Michelle, som uddanner sig til anlægsgartner, et område til markfirben, som bor i det vilde naturområde på skolen.

Se video hvor Manuel og Michelle fortæller om anlægget og samarbejdet:

Manuel og Michelle fortæller om anlægget og samarbejdet.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

I projektet om bæredygtige udeanlæg var omdrejningspunktet for undervisningen verdensmål 12 (Ansvarligt forbrug og produktion) og verdensmål 15 (Livet på land).

Stor variation i workshops

I alt syv workshops dannede rammen om bæredygtighedsugen på afdelingen:

  • Upcycling – giv gammelt træ nyt liv
  • Beplantning i byerne
  • Biodiversitet i private haver
  • Hydroponi
  • Vinterflora
  • Kompost
  • Bæredygtige udeanlæg og biodiversitet i Roskilde

Verdensmålsskole

Som FN’s verdensmålsskole arbejder skolen aktivt med bæredygtighed – ikke kun i undervisningen, men også i skolens daglige drift. Bæredygtighed er en del af vores dagligdag, mens ugen med særligt fokus på bæredygtighed giver underviserne en udvidet ramme for at tilbyde eleverne mulighed for fordybelse, samarbejde og nytænkning på tværs af fag.

Bæredygtighedsugen blev sluttet af med fernisering, hvor alle præsenterede deres projekter for hinanden, hvorefter den stod på fælles grillhygge. Lørdag var der det traditionsrige julemarked på afdelingen, hvor flere af projekterne blev vist frem for de mange gæster. Det blev en uge med højt engagement, nye idéer og masser af bæredygtige løsninger.

Se billederne

  

Udskriv