Grønne svendeprøver på erhvervsuddannelserne
Projektet Grønne svendeprøver på EUD er et skridt mod en bæredygtig fremtid for byggeriet med udgangspunkt i uddannelserne til murer og tømrer. Til seneste workshop var branchefolk inviteret ind for at give bud på fremtidens behov belyst gennem svendeprøven.
Byggebranchen står over for en enorm transformation, og erhvervsuddannelserne spiller en nøglerolle i at sikre, at fremtidens faglærte har de nødvendige kompetencer til at bygge bæredygtigt. Med samarbejde på tværs af partnerskoler, Byggeriets Uddannelser, Faglige udvalg, virksomheder og videnscentre skal der i projektet Grønne svendeprøver på EUD skabes en model, hvor bæredygtighed bliver en integreret del af uddannelsen og svendeprøverne for murere og tømrere. Målet er både at forandre undervisningen og være med til at skubbe til branchen. Projektet består af parterne NEXT Uddannelse København, Roskilde Tekniske Skole, Klimaerhvervsskolen for Bæredygtigt byggeri på Herningsholm, bæredygtighedsrådgiver og arkitekt Christian Dahl, en lang række branchepartnere samt ZBC, hvor projektet er forankret. Villumfonden har støttet med midlerne til projektet.
Benspænd for at innovere
Workshop 2 blev afholdt på Roskilde Tekniske Skole under overskriften: Svendeprøve med benspænd. Dagen bød på en stribe spændende oplæg fra forskellige interessenter i branchen og interessante diskussioner om, hvad indholdet i grønne svendeprøver kan være – og hvad uddannelserne skal kunne rumme.
Fat i eleverne
En af oplægsholderne på workshoppen var Max Kejser Mortensen fra virksomheden NordSten.
- Min vigtigste pointe på workshoppen er, at det er utroligt vigtigt, at eleverne på erhvervsuddannelserne lærer om, hvad materialerne de arbejder med, består af, og hvordan de er produceret. Det er der, det hele starter, hvis vi skal gøre byggebranchen mere bæredygtig, fortalte han under sit oplæg, som handlede om byggematerialer, og hvordan vi genbruger dem.
Murerfaglærer Aiden Nate Steen-Höi Persson var en del af workshoppen og lyttede ivrigt med.
- Workshoppen var både meget spændende og virkelig informativ og relevant. Det er fedt at få nogle andre øjne på det, vi gør. Som undervisere står vi foran en stor opgave med at få eleverne til at tænke mere over fx materialevalg og affaldshåndtering, når de arbejder. Det har vi allerede fokus på, men det skal der være mere af. Vi får mulighed for at præge og danne eleverne og give dem det rigtige mindset og skubbe lidt til uddannelsen, sagde Aiden efter workshoppen. Aiden er underviser på Roskilde Tekniske Skoles mureruddannelse. Aiden glæder sig over, at han som ny faglærer bliver en del af processen. Han ser frem til, at eleverne bliver involverede i arbejdet med grønne svendeprøver. Grønne Svendeprøver på EUD (GSP).
Lidt at tygge på
Senere på dagen indtog byggekendissen Casper Kjerumgaard scenen, som kærligt og konstruktivt stak til forsamlingen. ”Hvorfor er det egentlig, jeg stadig kan finde en container fyldt med gamle vinduer af kernetræ midt i København”? spurgte han forsamlingen. Men der var håb at spore hos Casper efter dagens oplæg.
- Med alle de gode kræfter der var samlet i dag, hvor vi debatterede grønne svendeprøver, så er jeg sikker på, at der kommer til at ske en forandring. Og det er forandringen, jeg er interesseret i, for vi er i en tid, hvor der skal ske noget nyt. Det var denne workshop et udtryk for, og det hylder jeg, sagde han.
Bag om projektet
Projektet løber fra januar 2025 til juni 2029 med en budgetramme på knap 10 mio. kroner. Formålet med projektet er bl.a., at eleverne opnår grønne kompetencer som murer og tømrer, evner refleksion over metoder, så de opnår en dyb forståelse af bæredygtighed i praksis til en byggebranche under transition. Det sker gennem udvikling af vejledninger til murer- og tømreruddannelsen, undervisningsmaterialer til grundforløb, hovedforløb og svendeprøve, kompetenceudvikling af faglærere, så de kan inspirere eleverne med tidssvarende teknikker og metoder. Villum Fonden, som har støttet projektet, er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning og uddannelse samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind-og udland. Læs mere om projektet på Villum Fondens hjemmeside: Fra grønne tømrere til klimavenlige kokke: Erhvervsuddannelser får millioner til grøn omstilling (Villum Fonden).
Se billederne