Elever i mødet mellem kunst, natur og bæredygtighed på Ordrupgaard
Elever fra Roskilde Tekniske Skole fik rykket undervisningen til Ordrupgaard i et tværfagligt forløb, hvor kunst, natur og bæredygtighed blev tænkt sammen.
Ordrupgaard dannede rammen, da elever fra uddannelserne gartner, dyrepasser og anlægsgartner fik en hel dags undervisning i bæredygtighed, artsgenkendelse og natur i kunsten.
Vand, træ, død og liv
Billedkunstner Camilla Berner præsenterede sin udstilling og fortalte eleverne om sin fascination af træ. Centralt i udstillingen er en stor sequoiatræstamme, der ligger udstillet i Ordrupgaards drivhus og danner rammen om refleksioner om menneskers måde at forholde sig til naturen og dens ressourcer. Træstammen er installeret med vandslanger, som sprøjter vand ud. Vandet får nye planter til at spire og leve i barken af det døde træ.
Herefter gav professor Erik Dahl Kjær fra Arboretet i Hørsholm en rundvisning i parken, hvor han sammen med eleverne gennemgik og diskuterede udvalgte træarter og deres særlige egenskaber, der knytter sig til dem med. Bl.a. om arternes formering samt anvendelse og rolle i samfundet op igennem historien.
Dagens øvelse
Dagen blev afsluttet med en praktisk, kreativ øvelse, hvor eleverne arbejdede med frottageteknik sammen med Camilla Berner. På store stykker papir, fastgjort omkring træstammerne, tegnede eleverne barkens aftryk med grafitstift. At tegne i stor skala, stående og med direkte kontakt til træets struktur gav både nye sanseoplevelser og meget forskellige og flotte resultater, som blev præsenteret ved en fernisering, som afsluttede en super spændende dag i det grønne om det grønne.
Besøget er en del af skolens igangværende samarbejde med Ordrupgaard og Glyptoteket, der giver eleverne adgang til kunstens verden gennem en grøn og sanselig tilgang. Her arbejdes blandt andet med museernes plantesamlinger, gartnerfortællinger, planter i kunsten, historiske kort og havens udvikling over tid.
Se billederne