Dyrkning af fødevarer i fokus til Madens Folkemøde
Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling Vilvorde og Landbrugsskolen Sjælland var aktive og synlige på Madens Folkemøde i Nykøbing Falster, hvor over 40.000 gæster deltog.
Debatter. Oplæg. Aktiviteter for hundredvis af børn og en stand med mulighed for at stille spørgsmål om og smage på urter og grønt. Madens Folkemøde var et fint udstillingsvindue for uddannelserne til gartner og landmand, hvor Roskilde Tekniske Skole og Landbrugsskolen Sjælland indgik i skoleprogrammet for de deltagende skoleklasser. Begivenheden fandt sted i hjertet af Nykøbing Falster i dagene den 21.-23. maj.
På den fælles stand var der mulighed for at stille spørgsmål om og smage på urter og grønt samt høre om uddannelserne bag fremtidens danske fødevareproduktion.
Debatter på stribe
De mange gæster kunne også opleve debatter arrangeret af underviser Marie Aurora Lerche Exner fra Roskilde Tekniske Skole. Hun stod bag ”Mød aktørerne bag det selvforsynende køkken” – en samtale mellem gartnere og kokke som arbejder i selvforsynende køkkener i hverdagen. Her blev både de udfordrende og spændende elementer ved det selvforsynende køkken drøftet.
I en anden samtale sammen med Nanna Hjortkjær Jespersen, gartner hos ØsterGRO og GROW Langkærhave, var emnet selvforsyning i køkkenhaven, og deltagerne havde mulighed for at stille spørgsmål til de to både før og under samtalen.
- Det er meget inspirerende at mærke, hvor begejstrede folk er for at lære mere om havebrug og jordbrug. Vi har snakket med så mange skønne mennesker under Madens Folkemøde, og det har været en stor oplevelse for os alle, siger Marie.
Uddannelsesleder Susanne Ogstrup faciliterede en debat om fremtidens jordbrugsuddannelser på den første regenerative jordbrugsfestival i Danmark, som fandt sted under folkemødet (www.biomagine.dk/landbrugsfestival). Her blev der budt på vilde visioner for læring og uddannelse, der bl.a. inkluderede obligatorisk jordbundsundervisning i folkeskolen og øget fokus på dannelsen af fremtidens forbrugere. Vi skal fx vide, hvordan danske æbler smager.
På skolens stand ved Klosterkirken midt i byen kunne børn og barnlige sjæle få klæbetatoveringer, deltage i quizzer og tale med et team af undervisere og elever fra skolen.
En grøn tråd
Deltagelsen i Madens Folkemøde ligger fint i tråd med de kommende aktiviteter i den nye gartneruddannelse, hvor økologi og regenerativ dyrkning skal fylde mere samt med fondsprojektet ”Øko-grønt i front”, som skolen er en del af.
- Det er vigtigt for os at skabe opmærksomhed på den økologiske produktion. Vores elever har interessen for det. Samtidig lever vi i en tid, hvor der tales meget om madproduktion med mindre aftryk på naturen. Det kan de økologiske metoder være en del af løsningen på, og derfor glæder vi os over at være en del af projektet ”Øko-grønt i front”, siger Susanne Ogstrup.
Bag projektet ’Øko-grønt i front’ står Innovationscenter for Økologisk Landbrug sammen med Landbrug & Fødevarer, Videnscenter for Jord- og Landbrug, Dalum Landbrugsskole, HortiAdvice, Jordbrugets Uddannelsescenter og Roskilde Tekniske Skole. Projektet er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer. I projektet skal der bl.a. udvikles undervisningsmateriale om økologisk grøntsagsproduktion til brug i uddannelsen af landbrugselever og gartnerelever.
Læs mere om projekt og bevilling: https://plantefonden.dk/hvad-har-vi-stoettet/projektbank/oversigt/2025/oeko-groent-i-front-opkvalificering-paa-tvaers-af-vaerdikaeden
Se billeder fra Madens Folkemøde: