Spot på grønt håndværk til Tivolis Have- og Blomsterfestival
Elever fra Roskilde Tekniske Skoles uddannelser til gartner og blomsterdekoratør satte tydeligt aftryk i Tivoli.
Det handlede om blomster, planter, håndværk og uddannelse, da Roskilde Tekniske Skole blev inviteret til Tivolis Have- og Blomsterfestival under overskriften Blomsterhåndværkets Dag. En stribe elever og undervisere fra uddannelserne til gartner og blomsterdekoratør indtog plænescenen og et stort område foran med stande og boder. Resultatet blev mange gode snakke om produkter, buketter, materialer og selvfølgelig uddannelserne.
Den faglige glæde strålede ud af eleverne
- Som uddannelsesleder kan jeg kun være stolt af den indsats, vores elever, medarbejdere og frivillige leverede under festivalen. De viste med stor faglighed, kreativitet og begejstring, hvad gartner- og blomsterfagene kan. De formidlede deres håndværk fra scenen, mødte nysgerrige gæster i boderne og skabte værdifulde samtaler med både danske og internationale besøgende. Det var et stærkt billede på, hvordan engagement og faglig glæde kan inspirere andre og vække interessen for vores uddannelser, siger Susanne Ogstrup, uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole.
Her forklarer underviser Vivian Ingeborg Ullitz, hvordan og hvorfor Roskilde Tekniske Skoles blomsterskole er med til festivalen:
Underviser Vivian Ingeborg Ullitz, hvordan og hvorfor Roskilde Tekniske Skoles blomsterskole er med til festivalen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Gartnere havde forberedt sig
Gartnerlærlingene arbejdede med skærehaver i flere uger op til deltagelsen i Tivoli. Lærlingene er i lære i forskellige havecentre, som bakkede op om, at undervisningen blev forlagt til festivalen. Festivalen giver lærlingene en god forståelse af formidling og salg, som er en vigtig kompetence at mestre som havecentergartner. Det var god træning i den gamle have i København!
Blomsterdekoratørerne, som både bestod af nuværende og tidligere elever, viste forskellige teknikker – fx kenzan og brudebuketter. Det kræver en rolig hånd at lave flotte kreationer foran de mange gæster, og der blev stillet mange gode spørgsmål til de dygtige elever.
Her fortæller eleverne Cille, Mathilde og Isabel om oplevelsen med at vise fagene frem i Tivoli:
Eleverne Cille, Mathilde og Isabel om oplevelsen med at vise fagene frem i Tivoli.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Vi takker Tivoli for invitationen samt gode samarbejdspartnere for at støtte op om deltagelsen i Tivoli: Van Der Plas Danmark, Smithers-Oasis og Gunnar Christensens Planteskole.
Se billederne