Tømrerelever byggede møbler til Trekroner Børnehus

Tømrerelever byggede møbler til Trekroner Børnehus

Cirka 30 tømrerelever på grundforløb 2 har bygget kreative og flotte møbler til Trekroner Børnehus. Møblerne blev kvalitetstjekket af børnene inden installation på legeplads.

At bygge noget, der skal bruges af rigtige mennesker, giver en helt særlig motivation i undervisningen. Det oplevede omkring 30 tømrerelever på grundforløb 2, da de i faget Teknologi fik til opgave at udvikle og bygge møbler og legeredskaber. Resultatet blev blandt andet et skib, en panna-bane og et Batman-hus, som alle var skabt med børn som målgruppe.

For underviser Philip Christian Guldager Rohr var det tydeligt, at det gav en ekstra dimension til undervisningen, da eleverne fandt ud af, at møblerne skulle bruges af børn. Det forklarer han i denne video:

Underviser Philip om den ekstra dimension, det gav til opgaven, da eleverne fandt ud af, at møblerne skulle bruges af børn.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Der var flere benspænd indlagt i elevernes opgave. Fx at bygge efter regler for installationer på legepladser. Samtidig var det vigtigt, at de primært brugte rester fra tidligere projekter, fx afskæringer.

Børnene gik straks på opdagelse

For at se, hvordan produkterne fungerede i praksis, inviterede underviserne Trekroner Børnehus til at besøge skolen.

Så snart børnene ankom, var de ikke svære at overtale. Skibet blev indtaget, panna-banen afprøvet, og Batman-huset udforsket i alle ender og kanter. Samtidig gav besøget en værdifuld form for feedback, som man ikke kan få i et klasselokale. Børnenes reaktioner viste med det samme, hvad der fungerede godt, og hvilke detaljer der fangede deres interesse.

Mere end en skoleopgave

For eleverne var det noget særligt at arbejde med et projekt, der havde en reel modtager.

Rikke, som er i gang med tømreruddannelsen, oplevede, at opgaven fik en anden betydning, fordi produkterne skulle bruges af andre, og at det var sjovt selv at skulle udtænke et fedt produkt, forklarer hun i denne video:

Tømrerelev Rikke fortæller om opgaven og om at bygge produkter til andre.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Fik et nyt hjem i børnehaven

Begejstringen var heller ikke til at tage fejl af hos Trekroner Børnehus, som meget gerne ville beholde de kreative installationer. Derfor fik eleverne mulighed for selv at montere og installere produkterne på børnehusets legeplads, hvor de nu er blevet en del af hverdagen for børnene.

Projektet viser, hvordan undervisning kan kobles til en virkelighed uden for skolen og gøre en forskel for alle parter.

- Det her er ren win-win-win. Vores tømrerelever får lov til at bygge noget, der rent faktisk skal bruges, og samtidig får en masse børnehavebørn nogle nye legeredskaber, som de synes er fede. Så giver tingene lige lidt ekstra mening, siger uddannelseschef Anders Kold, Roskilde Tekniske Skole.

Se billederne

  

Udskriv