Novonesis er Årets læreplads på Roskilde Tekniske Skole

Novonesis er Årets læreplads på Roskilde Tekniske Skole

Novonesis modtog hæderen som Årets læreplads, mens CBRE Denmark blev kåret som Årets innovative læreplads ved festlig fejring på Roskilde Tekniske Skole.

30 fine indstillinger til Årets læreplads og Årets innovative læreplads vidner om et stort engagement hos lærlinge på de lærepladsvirksomheder, der samarbejder med Roskilde Tekniske Skole.

Ved en festlig fejring blev alle de nominerede virksomheder hyldet og to vindere kåret. Titlen som Årets læreplads 2026 på Roskilde Tekniske Skole gik til Novonesis, mens CBRE Denmark blev kåret som Årets innovative læreplads på Roskilde Tekniske Skole.

Alle er vindere

Kåringen fandt sted på Roskilde Tekniske Skole, hvor Roskilde Kommunes borgmester, Tomas Breddam, skolens direktør Maria Nørby og bestyrelsesformand Ole Holtse, stod for talerne.

Alle understregede betydningen af de virksomheder, der hver dag investerer tid, ressourcer og engagement i at uddanne fremtidens faglærte medarbejdere. Selvom der kun kunne findes én vinder i hver kategori, var budskabet fra talerstolen klart: Alle de nominerede virksomheder er vindere, fordi lærlingene er så glade for at være der. Det er nemlig lærlingene selv, som indstiller deres læreplads.

Årets læreplads

Novonesis modtog prisen på baggrund af en indstilling fra smedelærlingene Ole Bøgelund Petersen, August Junge Mortensen, Oliver Vessel Vinding og Laurits Buck Christensen. Indstillingen var udformet som en video, hvor de fire lærlinge forklarede om deres hverdag på Novonesis.

For Novonesis er anerkendelsen en vigtig bekræftelse på virksomhedens indsats for at udvikle næste generation af faglærte medarbejdere. Dét forklarer Ghita Hansen, Novonesis, her:

For Novonesis er anerkendelsen en vigtig bekræftelse på virksomhedens indsats for at udvikle næste generation af faglærte medarbejdere. Dét forklarer Ghita Hansen, Novonesis, her.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Årets innovative læreplads

CBRE Denmark var indstillet af elektrikerlærling Nicklas Thordahl Guldberg, som i indstillingen bl.a. skrev: ”For mig er en innovativ læreplads en arbejdsplads, hvor man ikke bare lærer gårsdagens løsninger, men bliver rustet til morgendagens fag. Det er netop den oplevelse, jeg har hos CBRE”.

CPH Wrap glad for at blive indstillet

Lærepladsvirksomhederne viser stor glæde for at blive nomineret. CPH Wrap var en af de indstillede virksomheder. Ejer og direktør i virksomheden Daniel Sørensen var tydeligt glad, da en af skolens virksomhedskonsulenter kom på besøg for at fortælle om nomineringen:

Ejer og direktør i virksomheden Daniel Sørensen var tydeligt glad, da en af skolens virksomhedskonsulenter kom på besøg for at fortælle om nomineringen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

En national vinder skal findes

De to kårede virksomheder gik videre fra den lokale kåring til den nationale konkurrence om at blive Årets læreplads i Danmark. Ingen af de to vindere fra Roskilde Tekniske Skole er dog blandt de seks udvalgte, som deltager ved den nationale prisoverrækkelse i november.

Se billederne

  

Udskriv