DM i Skills 2023: Gustav, vvs-energispecialist

Gustav er klar til finalen i DM i Skills 2023

Gustav Stryhn Becker uddanner sig til vvs-energispecialist på Roskilde Tekniske Skole og har kvalificeret sig til DM i Skills 2023 i Fredericia.

Når landets dygtigste elever fra erhvervsuddannelserne træder ind på scenen til DM i Skills 2023, er det med deltagelse af Gustav Stryhn Becker.

- Jeg vil rigtig gerne vinde DM i Skills. Det vil bekræfte mig i, at jeg er god til det, jeg laver. Derudover ville det være fedt at kunne skrive på cv’et, at jeg er den bedste elev inden for vvs-energispecialist-faget i 2023, siger Gustav. Han kvalificerede sig til finalen i efteråret 2022 ved at vinde regionsmesterskabet foran tre andre dygtige elever.

Træner frem til DM

Frem til finalen er Gustav primært på Roskilde Tekniske Skole for at træne opgaven, som finalisterne har fået på forhånd. Det er en ret kompliceret opgave, og der er mange ting at tage hensyn til. Gustavs underviser Henrik Bjørn Pedersen er dog sikker på, at Gustav vil gøre det godt.

- Gustav har en stor tro på sig selv og på det han laver. Samtidig arbejder han med en høj grad af sikkerhed, og til DM i Skills 2023, hvor der er mange mennesker og uro, er det en kæmpe force, forklarer Henrik. Han har bl.a. hjulpet Gustav med nogle værktøjer, så han kan arbejde roligt og uden at forcere opgaveløsningen.

- Det er en kæmpe hjælp, for ellers kan jeg godt finde på at arbejde for hurtigt, forklarer Gustav. 

VIDEO: Mød Gustav mens han træner på Roskilde Tekniske Skole.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Glad mester og svend

Også i virksomheden Trolle VVS og Gasteknik, hvor Gustav er i lære, er der glæde.

- Som virksomhedsejer vil man altid gerne have, at ens medarbejdere er dygtige og klarer sig godt. Derfor er jeg også utroligt stolt over, at Gustav har kvalificeret sig til finalen i DM i Skills, og jeg er rigtig glad på hans vegne, siger René Trolle, indehaver af virksomheden.

Gustavs svend, Steen Thorsager fortsætter:

- Når Gustav træder ind i et rum, så ser han hurtigt, hvordan opgaven skal gribes an. Når vi er ude sammen på opgave, så behøver jeg ikke at forklare ham, hvad der skal ske. Samtidig brænder han for faget og vil vide, hvad vi gør og hvorfor. Den indstilling er en kæmpe fordel, siger Steen.

VIDEO: Se interview med virksomhedsejer René Trolle og Svend Thorsager.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Hvem bliver danmarksmestre?

DM i Skills 2023 foregår den 2.-4. februar i Messe C i Fredericia. De talentfulde unge fra landets erhvervsuddannelser repræsenterer 68 forskellige fag - 45 konkurrencefag og 23 demonstrationsfag.

Der er gratis adgang, og gæsterne kan følge konkurrencedeltagerne helt tæt på. Derudover er der stande, hvor der er rig mulighed for - på egen hånd - at blive introduceret til fagene.

Få mere at vide

 Bliv vvs-energispecialist - tag vvs-energi-uddannelsen

 Tema: Skills

Se billederne


Nyheder om DM i Skills 2023

 

Udskriv